Tarec Christoffer El-Galaly formand for ny videnskabsetisk komite

Professor, overlæge dr. med. ved Hæmatologisk Afdeling, Tarec Christoffer El-Galaly er udpeget som formand for en af de tre nye videnskabsetisk medicinske komiteer.

Tarec Christoffer El-GalalyDe Nationale Videnskabsetiske Medicinske Komiteer er et nyt komitesystem, der fra 31. januar 2022 skal behandle forsøg, hvori der indgår afprøvning af medicin. Målet er blandet andet at sikre en mere ensartet behandling af ansøgninger, og ansøgningerne håndteres efter nogle EU-fastlagte procedurer om blandt andet kortere behandlingstid.

Komitesystemet består af tre komiteer, hvor Tarec Christoffer El-Galaly er valgt som formand for den ene.

- De nye typer af meget specifik medicin, som undersøges i små patientgrupper, giver en række udfordringer, der gør, at kliniske forsøg skal nytænkes for at sikre, at innovation forsat omsættes til gode og sikre forsøg. Samtidig vinder nye behandlingsprincipper som genterapi større indpas, hvilket giver os nogle etiske og patientsikkerhedsmæssige problemstillinger, der kræver, at vi tilgår området på en ny måde. Det er rigtig spændende, og det vil jeg meget gerne være en del af, siger Tarec Christoffer El-Galaly.

Det nye komitesystem kommer i kølvandet på en ny EU-forordning for kliniske lægemiddelforsøg samt klinisk afprøvning af medicinsk udstyr. Forordningen betyder, at den etiske vurdering af alle disse forsøg overgår fra de regionale videnskabsetiske komitéer til De Videnskabsetiske Medicinske Komitéer.

- I det nye setup gælder nogle bestemte tidsfrister for behandling af ansøgninger, og der vil ske en harmoniseret behandling, både på landsplan og på tværs af landegrænser. Håbet er, at forskere og virksomheder vil opleve behandlingen mere strømlinet, og at det bliver mere attraktivt at køre denne slags forsøg i Europa, så patienterne får flere behandlingstilbud, siger Tarec Christoffer El-Galaly.

Som formand for den nye komite skal Tarec Christoffer El-Galaly deltage i månedlige møder, hvor de indkomne ansøgninger behandles.

- Der skal helt sikkert lægges nogle timer i det, men jeg føler mig yderst privilegeret over at få lov til at arbejde med det. Jeg har en stor interesse for medicinsk innovation og medicinske forsøg, så at få mulighed for at få indsigt i en stor del de medicinske forsøg, der kører, og være med til at arbejde med de problemstillinger, som er på området, motiverer mig meget, siger Tarec Christoffer El-Galaly.

Læs mere om De Videnskabsetiske Medicinske Komiteer på https://www.dvmk.dk/

Opdateret