Tilbuddet gælder
1 uges erhvervspraktik i Køkkenfunktionen på Aalborg Universitetshospital.
Vejleder
En uddannet ernæringsassistent eller køkkenassistent.
Afdelingsledelse
Køkkenfunktionen ledes af en cheføkonoma.
Afdelingen
Køkkenfunktionen omfatter:
- et produktionskøkken på Aalborg UH Syd og modtagekøkkener på Aalborg UH, Farsø og Aalborg UH, Hobro.
- 4 kantiner
Der er tilknyttet kliniske diætister på Afsnit Syd og Nord.
Om arbejdet
Køkkenfunktionens opgave er at producere den mad, der serveres for patienter og personale ved Aalborg Universitetshospital. Der laves hver dag mad til cirka 1.000 personer.
Maden skal se godt ud, være velsmagende og have høj hygiejnisk kvalitet. Den skal være en del af patientbehandlingen og medvirke til at patienterne får tilstrækkelig ernæring under indlæggelsen.
Som ernæringsassistent skal man være god til at lave mad og samarbejde med andre.
Ernæringsassistenter i Køkkenfunktionen på Aalborg Universitetshospital arbejder med:
- at planlægge hvordan arbejdet skal foregå
- at gøre råvarer klar til produktion
- at tilberede og pakke maden til patienter og personale
- at rydde op, vaske op samt rengøre køkkenet efter endt produktion.
Køkkenfunktionen er opdelt i varm produktion, kold produktion, diætproduktion, distribution, kantine, opvask og modtagekøkken Aalborg UH, Hobro og modtagekøkken Aalborg UH, Farsø / Bageri. Som erhvervspraktikant kommer du til at opleve, hvad der sker i alle køkkenets afdelinger.
Personalet
Personalet består af ernæringsassistenter, køkkenassistenter, økonomaer og husassistenter.
Uddannelsen
Uddannelsen til ernæringsassistent er en kostfaglig håndværkeruddannelse.
Uddannelsen tager 3 år og er opdelt i 3 skoleperioder og 3 praktikperioder.
Skoleperioderne foregår på erhvervsskoler/tekniske skoler og praktikken i forskellige storkøkkener/institutionskøkkener.
I Region Nordjylland kan du tage alle tre skoleperioder på EUC Nord I Hjørring og Erhvervsskolerne i Aars. Aalborg Tekniske skole har grundforløb for ernæringsassistenter.
Alle sygehuskøkkenerne i Region Nordjylland uddanner ernæringsassistentelever.