Den terminale patient, hvor den pårørende ønsker behandling fortsat

Beskrivelse af case

Patienten er en mand, gift og far til to teenagebørn. Han er terminal og forventes at dø inden for et døgn.

Der indtræder sepsis og hustruen forlanger, at der opsættes antibiotikadrop. Dette ønske efterkommes af lægen, men patienten dør som forventet dagen efter. Dvs. at antibiotikabehandlingen ikke har forlænget patientens forventede levetid

Historien beretter ikke om, hvorvidt lægen går i dialog med hustruen om antibiotikabehandlingen i forhold til, om hun er sikker på, at det er det, hun ønsker, ligesom historien heller ikke fortæller om, hvorvidt hustruen er informeret om at antibiotikabehandlingen næppe vil have effekt.

Efter patientens død er plejepersonalet oprørt, da det to dage tidligere var blevet aftalt, at patienten skulle behandles som terminal, hvilket for dem betød, at al aktiv, livsforlængende behandling skulle indstilles.

Det etiske dilemma

Dilemmaet består i hvorvidt den pårørendes kamp for sin nære skal have lov til at ”overrule” en terminal ordination. I det konkrete tilfælde vil det opsatte drop ikke kunne skade patienten, og den pårørende har fået oplevelsen af, at alt er gjort. Det var hendes behov.

Etiske overvejelser

Da der er tale om en retroperspektiv sag, hvor der ikke er mulighed for at få uddybet spørgsmål, giver det ikke mening at analysere på forhold som patientens bedste, da man ikke kan svare på de spørgsmål denne analyse ville åbne op for.

Patienten har så vidt der berettes ikke nedskrevet ønsker i forhold til behandling eller genoplivning, derfor giver det heller ikke mening at se på autonomi i forhold til patienten.

I stedet vil vi tilgå sagen med andre etiske begreber for derved forhåbentlig at give afklaring og åbne op for yderligere refleksion.

Vores etiske overvejelser går derfor på følgende:

Mål/middel og følelser/fornuft: Man kan mene at patienten bliver et middel i den pårørendes fortsatte kamp, eller et middel til at den pårørende undgår konfrontationen med at livet er ved at være ”slut”. Tiden skulle i stedet have været brugt til at tage afsked, mener nogle. Hertil kan man stille spørgsmålet, om ikke afskeden kan være en kamp for nogle mennesker, og i forlængelse heraf om afsked altid skal foregå på en bestemt måde, eller om det ikke kan have forskellige udtryk? (Fx opgivende, sorgfyldt gråd, til håbløs, men måske voldsom kamp?)

I forhold til at den døende bliver et middel i den pårørendes kamp, kan det vendes til at den døende bliver et mål for den pårørendes handlinger – Den pårørende har den døende som mål i sig selv og elsker denne overalt på jorden. I det lys er den døende ikke et middel, men et mål for den følelsesladede handling. I fornuftens faglige verden, det vil sige klinikernes verden, bliver den døende, via opsætning af antibiotikadroppet til et middel i den pårørendes kamp, der skal og bør kæmpes – For patienten?

Casen kan betragtes som et eksempel på en situation der anskues forskelligt alt efter om man befinder sig i en følelsesladet - eller fornuftbaseret faglig relation til patienten, hvor fortsat behandling er meningsløs.

Hensigt/dyd-analyse/deontologisk: En anden etisk drejning kunne være at se på hensigten bag handlingen – dyden. Her ses på hvordan den pårørende vil gøre alt for den døende for blot at få lidt længere tids liv. Dette er ikke den rationelle verden, som personalet er en del af, men for den pårørende er det (måske) virkeligheden? I det lys efterkommer lægen den pårørendes ønske/behov, og man kan formode, at handlingen ikke påfører lidelse. (Obs. dropgene og væsketilførsel til terminal)

Skik og sædvane: En anden etisk vinkel er at se handlingen i lyset af, at den korrekte etiske handling vil være at der handles i overensstemmelse med, hvad der er skik og sædvane. Der er for den pårørende ingen skik og sædvane i denne kontekst, blot kampen for den elskede. I den kontekst gør hun hvad hun kan og bør i sin kamp for sin nærmeste.

Skik og sædvane for de professionelle er ikke at forlænge udsigtsløs behandling, men at lade behandlingen overgå til at være lindrende. Men det er i de professionelles verden, at denne tilgang er at følge skik og sædvane. Man kan ifølge dansk skik og lovgivning forsøge at forklare den pårørende, at man ikke kan forlænge livet hos den døende og at antibiotikadroppet er formålsløst, men rykker dialogen ikke ved den pårørendes holdning og overbevisning? (I nogle religioner er det forbudt at udtale sig om livets længde, det ligger alene i Guds hænder at vurdere dette).

Utilitarisme: I forhold til utilitaristiske overvejelser kommer man i dette tilfælde ikke ud i et omfattende brug af unødvendige ressourcer, - man vil aldrig intubere en sådan patient, og man ved fra professionel side inden opsætning af droppet, at der kun er en lille chance for at forlænge livet, endog minimalt. Dvs. ressourcemæssigt kan man ikke sige, at behandlingen fratager fællesskabet/hospitalsvæsenet/samfundet et unødvendigt stort ressourceforbrug.

Konklusion

Denne case handler rigtig meget om følelser og fornuft. For den pårørende, som tager beslutninger baseret på sine følelser, giver det god mening at ønske bare fem minutter mere med sin elskede. Denne ser ikke ud over sin egen situation. Den døende er hele den pårørendes verden. Personalet derimod ser på situationen ud fra en fornuftsbaseret vinkel, og ved godt at behandling i bedste fald vil give en minimal forlængelse af livet. Eftersom der ikke er tale om et stort ressourceforbrug kan man argumentere for, at det lille forbrug opvejes af at den pårørende måske bedre vil kunne acceptere det uundgåelige, hvis hun føler hun har kæmpet til sidste minut.