Pårørende der ønsker at være tilstede under operation

Beskrivelse af case

I tiltagende grad oplever operationspersonale at pårørende ønskes med under operationer. Ikke mindst de sundhedsfagligt uddannede ønsker dette. Årsagen synes generelt ikke at være et ønske om kontrol, men blot nysgerrighed eller interesse. Der tages tit billeder. Ligeledes opleves det i tiltagende omfang, at patienten selv tager billeder under operationen, hvis dette er i lokal anæstesi. Ikke ualmindeligt lægges disse optagelser på de sociale medier.

Grundet de hygiejniske retningslinjer (der må kun være en ekstra person med i oplæringsøjemed) fortæller personalet de pårørende, ”at det ikke er smart”, at de deltager, hvilket ind til nu er blevet respekteret.  Samtidig har den ledende sygeplejerske undersøgt via det juridiske kontor, at det er acceptabelt, at personalet forlanger hygiejne-krav overholdt. Et andet argument for ikke at efterkomme ønsket er, at der skal være personale til at tage sig af de pårørende, i tilfælde af, at de bliver påvirkede af det, der ser.

Det etiske dilemma

Skal det faglige personale på sygehuset forberede sig på en ændring i ”Skik og Sædvane”?

Etiske overvejelser

Under analysen tales der om, at det kunne være en ide at invitere de pårørende ind til en samtale om oplevelserne under forløbet, herunder en snak om, hvad der har været deres motiv for at ville være med på operationsstuen. Hvis motivet er klart, kan det være, at der findes andre løsninger end deres direkte tilstedeværelse på operationsstuen.

Operationsafdelingens personale har ved konferencer og andre møder talt med andre operationssygeplejersker om fænomenet, og at det synes at være et ønske, der forekommer hyppigere eller i tiltagende grad. Derfor kan det konkluderes, at skik og sædvane en under forandring på dette område: Borgere ønsker i tiltagende grad at have deres pårørende med ved og under operationerne.

Systemverdenen har en naturlig blokade for et stigende ønske fra patienter og pårørende. Blokaden er begrundet i fagligheden, -hygiejne kan være turet. Men er det den eneste årsag til, at peronslet ikke bryder sig om denne adfærd?

På skadestuer er man ved at ændre procedure for, at den pårørende kan være til stede under genoplivningsforsøg. Bør denne holdningsændring smitte af på operations-området?

Konklusion

Komiteen vurderer, at dette dilemma kan benævnes som et tema om ”Ballanderet Etik”. Det vil sige, at den etiske adfærd i forhold til patienten ikke må strække sig så langt, af denne afstedkommer forstyrrelse i den professionelles faglighed. Ind til videre må det være den enkelte professionelle der afgør, om denne vil have pårørende med på operations- eller akutstuen. Yderligere må afdelingen lokalt begynde at forholde sig til, at pårørende i højere grad frem over vil udtrykke ønsker af lignende karakter, og at der bør udfærdiges lokale procedurer herfor.