Tove Nilsson Prisen 2018 til lægelige ildsjæle

Tove Nilsson Prisen 2018 er tildelt tre overlæger på for deres indsats for forskning og uddannelse på Aalborg Universitetshospital.

 

Forhenværende cheflæge Tove Nilsson sammen med en af årets modtagere af Tove Nilsson Prisen: Ledende overlæge Christian Pedersen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Aalborg. Han modtog uddannelsesprisen sammen med uddannelsesansvarlig overlæge Thomas Jakobsen fra samme afdeling, mens forskningsprisen gik til overlæge Søren Schou Olesen, Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling. Foto: Lasse Høj Nielsen, Kommunikation, Aalborg Universitetshospital.  

Tove Nilsson Prisen er en pris, som uddeles en gang årligt til en eller flere lægelige ildsjæle ved Aalborg Universitetshospital. Den blev indstiftet den 10. juni 2010 i forbindelse med Tove Nilssons fratrædelse efter mange år som cheflæge på hospitalet.

Prisen er delt i en forskningspris og en uddannelsespris.

Årets forskningspris gik til overlæge Søren Schou Olesen, Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling.

- Søren har markeret sig nationalt og internationalt som en dygtig forsker inden for gastroenterologi, smerteforskning og elektrofysiologi samt kronisk pankreatitis. Han erhvervede ph.d.-graden i 2011 og har formået, trods stort klinisk engagement, at fortsætte sin forskning med høj intensitet. Bestyrelsen har lagt vægt på en bemærkelsesværdig udvikling, og at de flotte resultater er opnået inden for en kortere tidsperiode, sagde Tove Nilsson blandt andet om Søren Schou Olesen i sin tale ved prisoverrækkelsen.

Den fandt sted på Overlægerådet ved Aalborg Universitetshospitals halvårlige temamøde onsdag den 24. oktober i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Ledende overlæge Christian Pedersen og uddannelsesansvarlig overlæge Thomas Jakobsen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Aalborg modtog uddannelsesprisen.

- Christian og Thomas er fremhævet som to ud af et uddannelsesteam på seks person på Ortopædkirurgisk Afdeling, der har gjort en særlig indsats, der kan styrke Aalborg Universitetshospitals position. I har på kort tid formået at vende et negativt uddannelsesimage til en positiv uddannelseskultur, som fremhæves såvel i lokale uddannelseskredse, som i det videnskabelige selskab, og jeres indsats har udmøntet sig konkret i bedre rekruttering til hele afdelingen, sagde Tove Nilsson ved prisoverrækkelsen.

 
Yderligere informationer

Tove Nilsson Prisen er etableret af Overlægerådet ved Aalborg Universitetshospital med støtte fra Det Obelske Familiefond og uddeles af fondsbestyrelsen.

Prisen uddeles en gang årligt til en eller flere lægelige ildsjæle på Aalborg Universitetshospital, der har udvist en særlig indsats inden for inden for uddannelse og forskning.

Hver pris er på 25.000 kr. og gives til dygtiggørelse inden for hhv. forsknings- og uddannelsesområderne.

Fondsbestyrelsen består af forhenværende cheflæge Tove Nilsson, postgraduat klinisk lektor, overlæge Susanne Nøhr, professor, overlæge Ole Thorlacius-Ussing, overlæge Lone Larsen samt klinisk lektor, overlæge Sten Rasmussen.

Opdateret