Kerneområder og organspecifikke fokusområder

Kerneområder

• Digital billedanalyse/artificiel intelligence (AI)

  Dette område er i stor vækst indenfor patoanatomisk forskning, og de første diagnostiske støtteværktøjer er kommercielt tilgængelige. I takt med at en øget digitalisering af det diagnostiske arbejde, vil det være naturligt at fokusere en del af afdelingens forskningsindsats på dette område. Der har i flere år været et samarbejde om projekter mellem patolog på afdelingen og ingeniørstuderende ved Aalborg Universitet. Der opleves en stor interesse i samarbejde, samt efterspørgsel på velkarakteriseret billedmateriale.
  
  Desuden har patolog fra afdelingen lang forskningserfaring med AI-baseret diagnostik af cytologiske materialer og ser et stort potentiale for AI indenfor dette område. Digital billedanalyse af cytologisk materiale fungerer bedst ved væskebaseret teknik, som på afdelingen aktuelt kun anvendes til cervixcytologi. Hvis teknikken udbredes til andre områder, vil det kunne udnyttes forskningsmæssigt.

• Histomorfologi

  Inden for de enkelte teams på afdelingen varetages diagnostik af sygdomme på basis af undersøgelser af organer, væv og celler i forbindelse med screening, udredning, behandling, behandlingskontrol og lægevidenskabelige obduktioner. Dette sker på baggrund af makroskopiske, mikroskopiske, immunhistokemiske og molekylærpatologiske undersøgelser. Hovedparten af arbejdet i patologisk anatomi og cytologi udgøres af kræftsygdomme, men der arbejdes også med inflammatoriske, degenerative og metaboliske sygdomme.

• Immunhistokemi og kvalitetssikring af immunhistokemi

  Dette har gennem en længere årrække været det største forsknings- og udviklingsområde på Patologiafdelingen. NordiQC har bidraget til at bringe dette felt op på internationalt niveau. Området omfatter mange velafgrænsede og publicerbare projekter, som derfor er velegnede til nye forskere.

• Molekylærpatologi

  Dette område har stigende indflydelse på den patoanatomiske diagnostik. Forskningen i molekylærepatologi indgår derfor naturligt i organspecifikke projekter, hvor der kan bidrages med diagnostiske, prognostiske og/eller prædiktive data. Et nyt forskningsområde som forener morfologi med molekylær diagnostik, er såkaldt spatial transcriptomics, som det kunne være relevant at inddrage i nogle typer projekter. Endelig er der et behov for nærmere karakteristik af ’variants of unknown significance’ i forhold til proteinekspression (fænotype).