Kursus skal styrke yngre lægers forskningsforståelse

Med et nyt obligatorisk forskningskursus vil Afdeling for Gynækologi, Graviditet og Fødsel give introduktionslæger og læger tidligt i hoveduddannelsen en stærkere forståelse af forskning – og måske inspirere nogle af dem til selv at gå forskningsvejen.

Forskning fylder mindre i mange yngre lægers uddannelsesforløb end tidligere. Det er en skam, for forståelse for forskning og forskningsmetodik er et vigtigt element i at være en god kliniker, mener professor og overlæge ved Afdeling for Gynækologi, Graviditet og Fødsel, Ulrik Schiøler Kesmodel.

Sammen med cheflæge Anya Eidhammer og afdelingens uddannelsesansvarlige overlæger Helle Larsen og Stine Leenskjold står han bag et nyt forskningskursus for introduktionslæger og læger tidligt i hoveduddannelsen. Kurset afvikles over to dage, og skal styrke de yngre lægers forståelse for forskning og måske inspirere dem til selv at engagere sig i forskningsprojekter.

– Det er ikke alle, der skal være forskere, men vi har alle en forpligtelse til at holde os fagligt opdaterede. For at kunne læse videnskabelig litteratur kritisk har man brug for en forståelse for forskningsmetode, studiedesign og fejlkilder, siger Ulrik Schiøler Kesmodel. 

Ifølge professoren er det vigtigt at præsentere de yngre læger for forskning tidligt i deres uddannelsesforløb:

– Hvis vi gerne vil give dem lyst til og mulighed for at deltage i forskning, skal de vide, hvad forskning kan bruges til, og hvilke muligheder der findes, siger han.

Selv for de læger, der ikke har planer om selv at forske, kan forskningsforståelsen være med til at gøre dem til bedre klinikere, mener Ulrik Schiøler Kesmodel:

– De får nogle værktøjer til kritisk at vurdere den videnskabelige litteratur. Når nogen præsenterer en ny behandling eller undersøgelse, skal man kunne vurdere argumenterne for og imod og forstå de metodiske styrker og svagheder, før man tager noget i brug, siger han.

Professor Ulrik Kesmodel og 7 engagerede kursister
Professor Ulrik Kesmodel og 7 engagerede kursister.

Viser at forskning og uddannelse er højt prioriteret

Første kursusdag løb af stablen i fredags. Her blev de syv deltagere blandt andet introduceret for studiedesign, tilfældig variation og systematiske fejl i epidemiologisk forskning. Og til efteråret følges der op med endnu en dag, hvor fokus er på basal statistik, artikellæsning og eventuelle projektidéer fra deltagerne.

Kurset er tilrettelagt, så de yngre læger tages ud af den vanlige arbejdsplan for at kunne deltage. Dermed sender afdelingen et klart signal om, at forskning er højt prioriteret - ikke mindst, fordi forskningsforståelse styrker den generelle faglighed, fortæller cheflæge Anya Eidhammer:

– Vi ønsker at være en attraktiv uddannelsesafdeling, hvor forskning og faglig udvikling er en naturlig del af hverdagen. Derfor prioriterer vi at give vores yngre læger indsigt i forskning tidligt i deres uddannelsesforløb og mulighed for at forfølge deres interesse, hvis de har lyst til det.

Hun håber, at initiativet kan være med til at tiltrække læger til både introduktions- og hoveduddannelsesstillinger.

– Vi kan tilbyde noget, som mig bekendt ikke findes tilsvarende andre steder i Danmark på dette niveau, siger hun.

Engagerede kursister

Ulrik Schiøler Kesmodel glæder sig over det store engagement, som kursisterne viste ved fredagens ”premiere”.

– De var virkelig nysgerrige og aktive hele dagen. Nogle af de spørgsmål, de stillede, lå faktisk på et niveau, man ofte først møder hos læger, der er i gang med en ph.d. Det var meget positivt og vidnede om et stort engagement, siger Ulrik Schiøler Kesmodel.

Han fortæller desuden, at en af deltagerne efterfølgende henvendte sig med interesse for at udvikle sit eget forskningsprojekt.

– Hvis det kan være med til at give nogle yngre læger lyst til at prøve kræfter med forskning, er det positivt. Men lige så vigtigt er det, at de får præsenteret muligheden, og får en grundlæggende forståelse for forskningens rolle på et universitetshospital, slutter han.