Bedre forløb for patienter med pigtail nefrostomikateter
I Urologisk Afdeling arbejder vi med et sygeplejefagligt forskningsprojekt vedrørende patienter, der behandles med et pigtail nefrostomikateter. Et pigtail nefrostomikateter er et nyrekateter, der er fikseret med en tråd, så det ligner en grisehale. Målet med projektet er at ensrette observationer og plejen af patienten - både på hospitalet og i hjemmesygeplejen. Projektet har indtil videre resulteret i en hjemmeside, der kan bruges som webapp, og et e-læringskursus med informationer om behandlingen, observationer og plejen af patienten med et pigtail nefrostomikateter. Vi har udarbejdet guidelines og patientvenlige vejledninger, som skal ruste patienten såvel som hjemmesygeplejersken til at reagere og give den bedst mulige sygepleje.
Dette er resultatet af et 3-fase studie, hvor vi har lavet manuel journalgennemgang samt interviews med både urologiske sygeplejersker og hjemmesygeplejersker for at kvalificere ovenstående. Vi afprøver alt det nye i et år, hvorefter vi igen laver en manuel journalgennemgang og sammenligner med udgangspunktet for at se, om patientforløbene er blevet bedre.