Principielt hele Region Nordjylland, i praksis dog undtaget en del af Vendsyssel, som betjenes af Reumatologisk Afdeling i Hjørring.
Patienter i alderen fra 15 år og op efter kan henvises fra egen læge og fra speciallæger. Børn mistænkt for reumatologisk lidelse henvises til Børneafdelingen. Henvisning fremsendes til Reumatologisk Ambulatorium, og der kan ikke henvises til en bestemt læge.
Når henvisningen er modtaget, visiteres den af afdelingens speciallæger. Såfremt der er behov for yderligere oplysninger returneres henvisningen til egen læge med henblik herpå. Patienten bliver herefter indkaldt eller får besked om forventet ventetid til undersøgelse. Hovedparten af de henviste patienter bliver visiteret til ambulant undersøgelse, men visitation til indlæggelse mhp. undersøgelse og behandling kan prioriteres ved mere komplekse lidelser.
Henvisning prioriteres til tre ambulante grupper samt til indlæggelse.
Ved førstegangsundersøgelse i ambulatoriet lægges en plan for videre undersøgelser, behandling og evt. indlæggelse. Så vidt muligt har patienten den samme læge i hele forløbet. Ved behov kan henvises til alle andre lægelige specialer og undersøgelser.
I ambulatoriet arbejder læger og sygeplejersker i tværfaglige teams.
I Diskusambulatoriet indgår fysio- og ergoterapeuter samt socialrådgiver i teamet.
Afdelingen modtager patienter fra det område der hører til Aalborg Sygehus medicinske optageområde. Reumatologisk Afdeling i Hjørring har tilsvarende et område.
Udover undersøgelse, diagnostik og behandling af patienter prioriterer afdelingen uddannelse højt. Uddannelsesprogrammer foreligger i henhold til 2003 bestemmelserne for lægeuddannelsen og for den nye medicinske speciallægeuddannelse. Uddannelse finder ligeledes sted for sygeplejestuderende og sekretærelever.
Afdelingens læger fungerer ofte som undervisere også ved studiebesøg fra praktiserende læger og andre sygehuse.
Afdelingen er aktiv inden for forskning af såvel ryg-, smerte- og gigtområdet. Afdelingens læger deltager aktivt i danske såvel som internationale kongresser.