Du skal opereres for dupuytrens kontraktur (kuskefingre). Dupuytrens kontraktur er en sygdom i håndfladens bindevævsplade, som fører til, at fingrene ikke kan strækkes ud. Sygdommen kan være arvelig, men er det ikke nødvendigvis.
Behandlingen består i at fjerne det fortykkede og skrumpede bindevæv, som er årsag til lidelsen.
I nogle tilfælde, hvor kun håndfladen og den allernærmeste del af fingrene er angrebet, kan man behandle med en såkaldt nålefasciotomi, der er et mindre indgreb, der foregår med nåle.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du lokalbedøvet.
Lokalbedøvelse vil sige, at du får lagt bedøvelse ved operationsstedet. Dermed er kun operationsstedet bedøvet, mens du er vågen. Du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring.
Ved operationen overskærer lægen med en fin nål stramningerne i underhuden, og derefter udrettes fingeren. Herved undgår du et stort sår, og i løbet af et par dage kan du igen bruge hånden normalt. Sommetider kan huden briste, og du vil da få et lille sår, som heler af sig selv.
Efter indgrebet får du et plaster på hånden, eventuelt en mindre bandage, som du skal beholde på det første døgn. Du får ekstra plastre med hjem fra hospitalet, som du kan skifte ved behov. Det er normalt at få en forbigående sovende fornemmelse i fingrene.
Sådan forbereder du dig
Køb smertestillende medicin
Vi anbefaler, at du køber smertestillende håndkøbsmedicin inden operationen, så du har den ved behov i den første tid hjemme.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Giv os besked, hvis du har sår på hånden
Du må ikke have sår, sårskorper eller hudafskrabninger i det område, der skal opereres. Det giver risiko for betændelse i operationssåret, og operationen kan af den grund blive aflyst.
Hav rene, korte negle
Sørg for at have rene, korte negle uden neglelak af hensyn til risikoen for betændelse. Har du kunstige negle, skal du fjerne dem på operationshånden.
Tag bekvemt tøj på
Efter operationen har du en forbinding på hånden. Tag derfor en bekvem, løs og kortærmet trøje på, så der er plads til forbindingen. Vær opmærksom på, at trøjen skal kunne tåle stænk af blod og farvet sprit.
Efter operationen
Aftal at blive hentet af en pårørende.
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet umiddelbart efter operationen. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Spørg personalet angående forholdsregler i forbindelse med bilkørsel.
Når du kommer hjem
Sygemeld dig eventuelt
Om du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Tal med lægen om netop dit behov.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
Vær opmærksom på infektion
Infektion forekommer sjældent. Hvis der opstår rødme, varme, hævelse, tiltagende smerter eller feber, kan det være tegn på begyndende infektion. Kontakt os eller din egen læge ved behov.
Vær opmærksom på blødning
Det er normalt, at der kommer blod i forbindingen de første timer efter operationen. Du kan mindske dette ved at holde hånden højt. Hvis blødningen bliver så kraftig, at der kommer blod ud igennem forbindingen, kan du skifte forbindingen ved behov.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.