Du skal opereres for de Quervains seneskedebetændelse, så du igen kan bruge dit håndled uden smerter.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du lokalbedøvet.
Lokalbedøvelsevil sige, at du får lagt bedøvelsen ved operationsstedet. Dermed er kun operationsstedet bedøvet, mens du er vågen. Du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring.
Operationen foregår i blodtomhed, hvilket vil sige, at der ikke løber blod til din hånd. Du får en manchet på overarmen, som pustes op og forhindrer blodet i at løbe ned til hånden.
Gennem et snit i huden spalter lægen seneskeden, så der er plads til, at senen kan glide frit. Lægen syer operationssåret sammen, og du får en stor forbinding på hånden.
Sådan forbereder du dig
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Giv os besked, hvis du har sår på hånden
Du må ikke have sår, sårskorper eller hudafskrabninger i det område, der skal opereres. Det giver risiko for betændelse i operationssåret, og operationen kan af denne grund blive aflyst.
Kontakt os også, hvis du føler dig syg eller har feber.
Hav rene, korte negle
Sørg for at have rene, korte negle uden neglelak af hensyn til risikoen for betændelse. Har du kunstige negle, skal du fjerne dem på operationshånden.
Tag bekvemt tøj på
Efter operationen har du forbinding på hånden. Tag derfor bekvemt, løst tøj på, så der er plads til forbindingen.
Om de Quervains seneskedebetændelse
De Quervains seneskedebetændelse er en irritation omkring senerne ved tommelfingeren. Irritationen får senerne til at hæve, så de ikke længere kan glide frit i seneskeden.
Ved operationen bliver seneskeden spaltet, så senen kan glide frit, og hånden kan fungere normalt igen.
|
Her ses tunnelen, hvor der opstår forsnævring, så senerne ikke kan glide frit.
Efter operationen
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet umiddelbart efter operationen. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem.
Du må ikke selv køre bil det første døgn efter operationen.
Spørg personalet angående forholdsregler i forbindelse med bilkørsel.
Når du kommer hjem
Erstat forbindingen med plastre
Efter 2 dage skal du fjerne forbindingen og i stedet tage de plastre på, som du har fået med hjem fra sygehuset.
Du er muligvis blevet syet med tråde, som opløses af sig selv i løbet af nogle uger. Hvis du er syet med nylontråd, skal du dog have fjernet tråden hos din egen læge efter 10-12 hverdage. Vi fortæller dig, hvilken slags tråd du er syet med.
Hold hånden over hjertehøjde
Det er vigtigt, at du holder hånden over hjertehøjde de første par dage for at modvirke hævelse og mindske blødning fra operationssåret.
Træn håndens bevægelighed
Du må bruge din hånd til daglige gøremål. Bevæg hånden og fingrene inden for smertegrænsen, og træn fingrenes bevægelighed, så de kan bøjes og strækkes helt. Det er også vigtigt, at du holder gang i armen, albuen og skulderens bevægelighed, og du bør derfor ikke holde armen i en armslynge.
Hold hånden hævet om natten
Læg en pude under hånden om natten, så den opererede hånd ligger højt.
Hold forbindingen tør og ren
Sørg for, at forbindingen ikke bliver våd eller snavset, da det øger infektionsrisikoen. Dæk den med en plasticpose, når du tager bad.
Forvent ømhed ved arret
Når såret er helet, vil der komme et ar. Arret kan være ømt i flere måneder efter operationen. Det er helt normalt.
Forvent hævelse og stivhed
Det er helt normalt, at fingrene hæver og bliver stive efter operationen. Hævelsen og stivheden forsvinder af sig selv, når du bruger armen og hånden.
Reagér på feber, smerter og ændret kulør
Hvis du får feber, tiltagende smerter eller hvis dine fingerspidser ændrer kulør, skal du kontakte os eller din egen læge.
Vær opmærksom på blødning
Det er helt normalt, at der kommer blod i forbindingen de første timer efter operationen. Du kan mindske dette ved at holde hånden højt. Hvis blødningen bliver så kraftig, at der kommer blod ud gennem forbindingen, skal du skifte plasteret.
Sygemeld dig eventuelt
Om du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Tal med lægen om netop dit behov.
Tag smertestillende medicin efter behov
Du kan have smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Du vil få udleveret recepter på smertestillende medicin inden udskrivelsen. Hvis du har brug for mere, kan du kontakte din egen læge.
Mulige komplikationer
Der kan forekomme betændelse efter alle operationer, men det er sjældent efter denne type operation. Nogle få patienter får beskadiget en følenerve eller får en blodansamling i hånden.
Vær opmærksom på infektion efter operationen
Tegn på infektion er varme, hævelse, rødme og smerter omkring såret. Ved tegn på infektion skal du kontakte os.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om de Quervains seneskedebetændelse, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’de Quervains seneskedebetændelse’.