Du skal opereres i dit håndled på grund af fejlstilling i bruddet. Fejlstilling betyder, at knoglerne skal reguleres for at komme tilbage i deres normale leje. Denne pjece fortæller dig, hvordan du skal forholde dig i mellemtiden og forberede dig til operationen.
Mens du venter på operation
Sygemeld dig
Du skal sygemelde dig, mens du venter på at få en videre plan fra den læge, der skal operere dig. Brug hånden mindst muligt, men bevæg gerne fingrene inden for smertegrænsen.
Modvirk hævelse i hånden
Sørg for at væske kan løbe fra hånden. Det gør du ved at placere hånden højt – over hjertehøjde - når du sidder eller ligger. Hvil den fx på en pude.
Tag gerne smertestillende medicin
Du får enten medicin med hjem, eller du får en recept på smertestillende medicin, som du må tage ved behov.
Sådan forbereder du dig til operationen
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden bedøvelsen, så din mavesæk er helt tom. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Følg derfor disse regler:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden operationen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter bedøvelsen anbefaler vi, at du drikker et stort glas sød saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, indtil bedøvelsen er overstået.
- Du må indtage medicin ifølge aftale med anæstesilægen. Spørg, hvis du er i tvivl.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup, neglelak og eventuelt kunstige negle på operationshånden. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur, piercinger og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Medbring løst tøj
Klæde dig på i løst tøj eller medbring ekstra tøj, som let kan tages af og på, selvom du får lagt gips eller stativ.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.