Smør med fed creme
1-2 gange om dagen bør du smøre transplantat og donorsted med en fed uparfumeret creme, fx Decubal, som kan købes i håndkøb på apoteket.
Massér cremen ind i et meget tyndt lag. Vi anbefaler, at du smører transplantatet og donorstedet i cirka 1 år. Efter ½-1 år kan du gå over til kun at smøre stederne 1-2 gange om ugen eller efter behov.
Bad, som du plejer
Når transplantatet og donorstedet er helet, kan du bade, som du er vant til, både når det gælder karbad, brusebad, svømmehal og badning i havet.
Pas på solen
Den første sommer efter operationen er der risiko for solskoldning af transplantat- og donorsted. Det gælder også, hvis du går i solarium. Derfor er det vigtigt, at du smører stederne med solcreme med høj solfaktor og lægger et bomuldsstykke over, når du tager solbad.
Desuden anbefaler vi, at du gradvist vænner transplantatet og donorstedet til solen. Transplantatet kommer dog sjældent til at tåle egentlig solbadning. Huden tørrer nemlig meget let ud, og vi anbefaler, at du lægger et bomuldsstykke over, hver gang du tager solbad.