Sådan passer du et sår, der er limet
-
-
Undgå at skrubbe og kradse i limen
Hvis limen går i stykker, inden såret er helet, kan såret springe op. Hvis såret springer op, er der risiko for infektion, hvilket kan give et grimt ar.
Tag gerne brusebad, men beskyt såret
Du må gerne gå i brusebad, men undgå at limen kommer i langvarig kontakt med vand. Efter badet kan du tørre eller duppe såret med et blødt håndklæde, før du eventuelt lægger forbinding på igen.
Undgå creme og salve på såret
Påfør ikke creme eller salve på såret, så længe der stadig er lim tilbage. Du risikerer at opløse limen.
Vent med svømning eller motion, hvor du sveder
For at såret ikke bliver udsat for længerevarende kontakt med vand eller væske, bør du ikke svømme, før såret er helet, eller dyrke motion, hvor du sveder, så huden bliver meget fugtig.
Beskyt sår og ar mod sol
Vi kender ikke effekten af at udsætte det limbehandlede sår for sol eller solarium, men generelt anbefales det at beskytte ar mod sol i minimum 1 år for at undgå, at det bliver mørkt og grimt.
-
Kontakt din læge ved infektion, eller hvis såret springer op
En vis hævelse og rødmen er normalt ved alle typer sår. Det holder op, når såret er helet. Hvis hævelse og rødme derimod tager til, og din smerte bliver værre, skal du kontakte din læge. Du skal også kontakte lægen, hvis såret springer op.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.