Du skal have foretaget en skanning af hjertet med henblik på hjerteamyloidose. Undersøgelsen kan vise, om der er aflejring af specielle proteiner i hjertet.
Sygdommen kan give symptomer på hjertesvigt som fx åndenød og hævede ben.
Sådan foregår undersøgelsen
Du får en indsprøjtning
Du får en indsprøjtning med en lille mængde radioaktivt sporstof i en blodåre i armen. Ubehaget kan sammenlignes med at få taget en almindelig blodprøve. Der er ingen bivirkninger i forbindelse medsporstoffet.
Du skal vente i minimum 2 timer
Efter indsprøjtningen skal du vente i minimum 2 timer, før du bliver skannet. Dette skyldes, at det radioaktive sporstof skal have tid til at fordele sig. I ventetiden behøver du ikke blive på afdelingen, men du skal drikke minimum ½ liter væske. Du må meget gerne selv medbringe en flaske/drikkedunk med ½ liter vand. Du må gerne gå på toilettet i ventetiden.
Selve undersøgelsen
Umiddelbart inden skanningen skal du lade vandet, da det er vigtigt, at din blære er tømt. Under skanningen skal du ligge stille på ryggen på et smalt leje. Selve skanningen varer cirka 20 minutter. Efter skanning af kroppen laver vi en supplerende skanning og CT-skanning af brystkassen. Dette varer cirka 15 minutter. Undersøgelsen varer i alt 3-4 timer.
Sådan forbereder du dig
Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, skal du kontakte afdelingen inden undersøgelsen, da dette kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Når du kommer hjem
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen af den afdeling eller den læge, som har henvist dig. Vi sender svaret herfra inden for 5 hverdage.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til, hvordan undersøgelsen foregår, eller hvordan du skal forberede dig til den, er du velkommen til at kontakte os.