Du skal have foretaget en undersøgelse af skjoldbruskkirtlen, en såkaldt thyreoidea-skintigrafi.
Skintigrafi er en undersøgelse, hvor kroppen tilføres en lille mængde radioaktivt sporstof. Med et gammakamera, som registrerer fordelingen af radioaktivt stof i kroppen, dannes der billeder, der kaldes skintigrammer.
Den undersøgelse, du skal have lavet, viser skjoldbruskkirtlens form og funktion.
Sådan foregår undersøgelsen
Du får en indsprøjtning
Inden undersøgelsen får du en indsprøjtning af en lille mængde radioaktivt sporstof. Du får et stik i en blodåre i armen. Ubehaget kan sammenlignes med at få taget en blodprøve. Der er ingen bivirkninger i forbindelse med den lille mængde radioaktive sporstof.
Selve undersøgelsen
Du ligger på et fladt leje under undersøgelsen, mens din skjoldbruskkirtel bliver skannet fra forskellige vinkler.
Undersøgelsen varer cirka 1 time i alt.
Sådan forbereder du dig
Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, skal du kontakte afdelingen inden undersøgelsen, da dette kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Kontakt os, hvis du indenfor 2 måneder før undersøgelsen har fået udført røntgenundersøgelse med kontrast
Røntgenkontrast kan hindre det radioaktive stofs optagelse i skjoldbruskkirtlen og gøre undersøgelsen ubrugelig.
Når du kommer hjem
Du får svar på undersøgelsen
Vi afsender svaret herfra indenfor 5 hverdage. Du får svar på undersøgelsen af den afdeling eller den læge, som har henvist dig.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.