Du skal have foretaget en undersøgelse af skjoldbruskkirtlen, en såkaldt thyreoidea-skintigrafi.
Thyreoidea-skintigrafi viser skjoldbruskkirtlens størrelse, form og funktion.
Sådan foregår undersøgelsen
Du får en indsprøjtning
Inden undersøgelsen får du en indsprøjtning af en lille mængde radioaktivt sporstof. Du får et stik i en blodåre i armen. Ubehaget kan sammenlignes med at få taget en blodprøve. Der er ingen bivirkninger i forbindelse med den lille mængde radioaktive sporstof.
Selve undersøgelsen
Du ligger på et fladt leje under skanningen. Et gammakamera peger på halsen. Skjoldbruskkirtlen bliver skannet i cirka 10 minutter.
Undersøgelsen varer cirka ½ time i alt.
Sådan forbereder du dig
Undlad at bære halssmykker
Du må ikke bære halssmykker under undersøgelsen.
Undgå parfume eller aftershave på halsen
På undersøgelsesdagen skal du undgå at påføre parfume eller aftershave på halsen.
Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, bedes du kontakte afdelingen inden undersøgelsen, da dette kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Kontakt os, hvis du <2 måneder før undersøgelsen har fået udført røntgenundersøgelse med kontrast
Røntgenkontrast kan hindre det radioaktive stofs optagelse i skjoldbruskkirtlen og gøre undersøgelsen ubrugelig. Kontakt os derfor, hvis du indenfor de sidste 2 måneder forud for undersøgelsen har fået røntgenkontrast.
Når du kommer hjem
Du får svar på undersøgelsen
Vi afsender svaret herfra inden for 5 hverdage. Du får svar på undersøgelsen af den afdeling eller den læge, som har henvist dig.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.