Behandling på NOTIA

Medicin er en væsentlig del af behandlingen på intensiv. Arten og mængden af medicin, der gives til en patient, varierer afhængigt af den tilgrundliggende sygdom og patientens aktuelle tilstand.

Smertestillende medicin

Mange sygdomme, der fører til indlæggelse på intensiv, er forbundne med smerter, ligesom nogle af de procedurer, vi udfører, kan volde smerte. Derfor vil det ofte være nødvendigt at give smertestillende medicin. Det drejer sig som regel om morfinlignende stoffer, som vi giver konstant ved hjælp af en pumpe eller ved enkelte doser, som vi giver med faste intervaller eller ved behov. Stofferne er kraftigt virkende og vil i mange tilfælde virke sløvende.

Medicin via epiduralkateter

Smerter efter skader eller operationer kan nogle gange afhjælpes med et epiduralkateter. Dette er en ganske tynd plastikslange, der føres ind mellem to ryghvirvler udefra, og som kommer til at ligge uden på de hinder, der beskytter rygmarven. Heri kan vi give smertestillende medicin, der virker specielt i det område, hvor patienten har ondt.

I forbindelse med anlæggelsen af epiduralkateteret kan der komme et hul på rygmarvshinden, hvilket kan give hovedpine i en periode. Endvidere er der en lille risiko for blødning og infektion, der i værste tilfælde skal klares med en operation, da der ellers er risiko for lammelser.

Beroligende medicin/sovemedicin

Medicinen bruges til at holde patienten sovende, hvis det er nødvendigt af hensyn til behandlingen. Når patientens tilstand tillader det, stopper vi med at give medicinen, men der vil som regel gå nogen tid, før patienten vågner.

Patienter, der behandles med beroligende medicin eller sovemedicin, kan som oftest bevæge sig og høre. Hvis dosis er tilstrækkeligt lille, kan mange også kommunikere.

Nogle af de anvendte stoffer kan bevirke, at patienten mister korttidshukommelsen forbigående. Efter længere tids brug af medicinen vil der desuden være risiko for tilvænning, så patienten kan få abstinenser ved for hurtig nedtrapning.

Muskelafslappende medicin

Ved svære vejrtrækningsproblemer kan det være nødvendigt at give muskelafslappende medicin ud over sove- og smertestillende medicin.

Kredsløbsstabiliserende medicin

Kredsløbsstabiliserende medicin er kraftigt virkende stoffer, som bedrer hjertets arbejde og øger blodtrykket ved at påvirke sammentrækning af blodkarrene. Medicinen kan bevirke, at hænder og fødder føles kolde. Derudover kan medicinen medføre en stigning i pulsen. Medicinen gives altid kontinuerligt ved hjælp af en pumpe.

Blodprøver og røntgenbilleder

På NOTIA tager vi blodprøver en eller flere gange dagligt. Som regel kan vi udtage blodprøven fra et af de katetre, der ligger i forvejen, og derfor er det ikke nødvendigt at stikke patienten. Ved mistanke om infektion sender vi prøver til undersøgelse.

Mange patienter får også taget adskillige røntgenbilleder, specielt af hjerte og lunger.

Ultralydsskanning

Ultralydsskanning bruges især til at undersøge forhold omkring mave og brystkasse, og der er mulighed for samtidigt at udtage prøver af væv og væsker. Skanningen kan foretages på Intensiv og er ikke ubehagelig for patienten, medmindre der lægges dræn ved undersøgelsen. I så fald giver vi lokalbedøvelse først.

CT-skanning

CT-skanning er især velegnet til undersøgelse af hjernen, men kan også anvendes til undersøgelse af brystkasse og hjerte. Skanningen foregår på Radiologisk Afdeling og er ikke ubehagelig for patienten.

MR-skanning

MR-skanning er velegnet til at undersøge visse sygdomme i hjernen. Selvom undersøgelsen ikke er ubehagelig for patienten, vil en intensivpatient oftest få bedøvelse i forbindelse med undersøgelsen, fordi det er en forudsætning for at få et brugbart resultat, at patienten ligger helt stille.

EKKO-kardiografi

EKKO-kardiografi er en speciel form for ultralydsundersøgelse, som bruges til vurdering af hjertet. Undersøgelsen kan udføres udefra uden gener for patienten, men det kan også være nødvendigt at lave undersøgelsen indefra ved at føre en slange via munden og ned i spiserøret lige bag hjertet. Dette kan kræve, at patienten bedøves.

EEG

Hvis patienten er bevidstløs og har eller har haft kramper, kan vi vælge at registrere hjernens elektriske svingninger ved en EEG-undersøgelse. Ved denne undersøgelse anbringer vi elektroder i hovedbunden ved hjælp at små, tynde nåle, klæbestof eller en hue, hvor elektroderne er fastgjort. Elektroderne er forbundet med et apparat, der aflæser svingninger i hjernen. Selve undersøgelsen er smertefri.

Trykmåler (Caminotrykmåler)

Har patienten en skade på hjernen, er der risiko for, at der opstår blødninger eller hævelse, som kan medføre, at trykket i hjernen stiger. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at anlægge en trykmåler i hjernevævet til at måle trykket og til at vurdere effekten af den behandling, vi sætter i værk. Trykmåleren kan ses som en lille antenne på patientens hoved. Trykmåling er næsten fri for komplikationer, men i sjældne tilfælde kan der forekomme blødning.

Doppler

Med Doppler-metoden kan vi måle den hastighed, blodet strømmer ind i hjernen med. Dette kan give et fingerpeg om en eventuel forsnævring af hjernens blodkar. Vi foretager undersøgelsen med en slags ultralydsapparat, og undersøgelsen er uden gener for patienten.

Dræn (Ekstern drænage)

Nogle patienter har behov for at få anlagt et dræn (en tynd plastikslange) for at udtømme hjernevæske og/eller blod. Hjernen producerer en vis mængde væske i døgnet, og normalt kan vi selv skille os af med den, men blødning eller hævelse kan forhindre normal drænage. I sjældne tilfælde ses blødning ved anlæggelsen. Hvis drænet ligger i længere tid, kan der opstå infektion.

Iltmåling i hjernevævet

Vi undersøger, hvor god iltningen er i et område af hjernen ved at anlægge en lille ilt-elektrode i hjernevævet. Denne information kan vi bruge til at vurdere, om vi skal ændre i behandlingen.

Respirator og intubation

En kritisk syg patient kan ofte ikke klare at trække vejret selv og har derfor brug for respiratorbehandling. En respirator er en maskine, der overtager eller understøtter patientens vejrtrækning.

Luften blæses ned i lungerne via et plastikrør, kaldet en tube, der lægges ned i patientens luftrør via mund eller næse. Tuben passerer ned imellem stemmelæberne, hvilket bevirker, at patienten ikke kan tale. Så snart tuben er fjernet, kan patienten atter tale. Patienten vil dog ofte være hæs i begyndelsen.

Indføring af tuben kræver kortvarig bedøvelse og muskelafslapning. I sjældne tilfælde kan patienten kaste op ved denne procedure og få maveindhold i lungerne, med deraf følgende lungebetændelse. Desuden kan der en sjælden gang opstå skade på fortænderne, især hvis tænderne i forvejen er skrøbelige.

Bedøvelse og respiratorbehandling kan få blodtrykket til at falde - især i begyndelsen af behandlingen. Det vil derfor ofte være nødvendigt at give blodtryksstimulerende medicin i en periode.

Når patienten ligger stille i sengen og får hjælp af en respirator, bliver lungerne ikke blæst lige så godt igennem, som hvis man er oppe og i vigør. Der er derfor en risiko for, at lungerne klapper sammen, hvilket øger risikoen for lungebetændelse. Vi forsøger at kompensere for dette ved regelmæssigt at vende og dreje patienten.

Efterhånden som patienten får det bedre, kan han eller hun overtage mere af vejrtrækningen selv. Denne fase kalder vi respiratoraftrapning. Når det er sandsynligt, at patienten kan klare sig uden tuben, fjerner vi den. Det kan dog i nogle tilfælde være nødvendigt at lægge den ned igen.

Non-invasiv ventilation

Det er undertiden muligt at støtte patientens vejrtrækning ved hjælp af en tætsiddende ansigtsmaske. Det bruger vi ofte ved starten af patientens indlæggelse på NOTIA, men vi kan også anvende den i en kort periode, efter at tuben (plastikrøret fra respiratoren) i luftrøret er fjernet.

Sugning

Via tuben (plastikrøret fra respiratoren), som patienten får luft igennem, bliver der suget sekret op fra lungerne. Det sker flere gange dagligt. Det kan godt se lidt voldsomt ud, da det ofte medfører kraftig hoste.

Bronkoskopi

Undertiden kan der være behov for ekstra sugning eller opsamling af specielle prøver til undersøgelse, fx for at finde årsag til lungebetændelse. Dette kan gøres ved en bronkoskopi, hvor vi under bedøvelse fører et bøjeligt rør med lys (en kikkert) ned i luftrør og lunger.

Trakeostomi

Tuben (plastikrøret fra respiratoren) kan erstattes af en trakeostomitube, hvis det forventes, at patienten har brug for hjælp fra en respirator i længere tid eller ser ud til at have problemer med at synke. Trakeostomien anlægges ved en mindre operation, hvor tuben føres ned i luftrøret gennem et lille hul på forsiden af halsen. Fordelen ved denne tube er, at den er mindre ubehagelig og gør aftrapning fra respiratoren lettere. Indgrebet vil blive udført enten på afdelingen af intensivlægerne eller på operationsgangen af kirurgerne. Den hyppigste komplikation ved anlæggelse af trakeostomien er blødning.

Pleuradræn

Der kan i nogle tilfælde findes væske eller luft mellem lungehinderne (pleura), hvilket kan forstyrre den normale lungefunktion og trykke lungen sammen. Vi behandler dette med et dræn (en plastikslange), der fjerner væske/luft. Når væsken eller luften tømmes ud, kan det lette vejrtrækningen.

Skop/monitor

Hjerterytmen overvåges på alle patienter på afdelingen. Det sker ved hjælp at elektroder på brystkassen, som forbindes med kabler til en skærm – en monitor. På monitoren vises hjertets elektriske impulser. Derudover viser monitoren blandt andet blodtryk, temperatur og iltning af blodet.

Arteriekanyle (a-kanyle)

Som regel er der behov for at måle patientens blodtryk vedvarende. Til dette anlægges en arteriekanyle (en tynd plastikkanyle) i en pulsåre, fx på indersiden af håndleddet eller i lysken. Kanylen forbindes via et system (en transducer) til monitoren, som kontinuerligt registrerer blodtrykket. Fra arteriekanylen kan vi tage blodprøver, der blandt andet kan bruges til at optimere respiratorenindstillingerne.

Centralt venekateter (CVK)

Alle patienter får drop (en tynd plastikkanyle) i en eller flere blodårer til at give væske, ernæring og medicin igennem. Et centralt venekateter (CVK) lægges oftest i en stor vene (blodåre) på halsen, ved kravebenet eller i lysken. Dette gør det muligt at give medicin, som ellers vil virke lokalirriterende på mindre blodkar. Man kan endvidere bruge det som en hjælp til at vurdere, om patienten mangler væske.

Der kan i sjældne tilfælde opstå komplikationer i forbindelse med anlæggelse af kateteret. De hyppigste komplikationer er blødning og hul på lungehinden, der kan få lungen til at klappe sammen. Sker dette, kan vi behandle med et dræn (en plastikslange). Ved længere tids brug kan der opstå infektioner, hvilket vil kræve, at kateteret fjernes, og at der eventuelt anlægges et nyt.

Infusions-/sprøjtepumper

De fleste patienter på NOTIA har behov for kredsløbsstabiliserende medicin. Dette er kraftigt virkende stoffer, som gives via en pumpe, der kan dosere nøjagtigt. Ud over kredsløbsstabiliserende stoffer bruges pumperne til at give beroligende medicin, smertestillende, ernæring, antibiotika med videre.

Ernæring

Patienterne er oftest ude af stand til at spise normalt på grund af deres tilstand. Derfor vil ernæring som regel blive givet direkte i mavesækken eller i tolvfingertarmen via en sonde, som bliver anlagt via munden eller næsen. Sonden bliver tilsluttet et ernæringsprodukt, som gives løbende ved hjælp af en pumpe, ofte gennem hele døgnet.

Hvis det ikke er muligt at ernære patienten tilstrækkeligt gennem mave-tarmkanalen, giver vi ernæring direkte ind i blodbanen via et centralt venekateter (CVK).

Blærekateter

Næsten alle patienter får anlagt et kateter (en blød silikoneslange) i blæren via urinrøret. Vi registrerer den mængde urin, der udskilles hver time. Herigennem får vi et indtryk af kroppens væskebalance og nyrernes funktion. Blærekateteret kan virke irriterende på slimhinden, og det kan føles, som om man skal tisse.

Dialysebehandling

Ved kritisk sygdom bliver nyrernes funktion nogle gange påvirket. Problemet kan afhjælpes med dialyse, som er en behandlingsform, hvor blod fjernes fra et blodkar og pumpes gennem et filter i et dialyseapparat. Her renses blodet for affaldsprodukter og overskydende væske. Det rensede blod føres derefter tilbage til patienten.

Behandlingen kan enten foregå som vedvarende dialyse over hele døgnet eller som korterevarende behandlinger a 3-4 timers varighed hver eller hver anden dag.

I forbindelse med dialysen kan blodtrykket falde, hvilket kan kræve behandling med medicin, der understøtter blodtrykket. Derudover kan der være en blødningstendens, da det ofte er nødvendigt at give blodfortyndende medicin under dialysen for at undgå, at dialysefilteret og dialysekateteret tilstoppes af størknet blod.

Hvis patienten har behov for dialyse, bliver han/hun normalt overflyttet til Intensivt Afsnit R.

Dialysekateter

For at gennemføre en dialysebehandling er det nødvendigt at anlægge et dialysekateter i et større blodkar (en vene), som oftest på halsen eller i lysken. Kateteret er større end et centralt venekateter (CVK) og risikoen for blødning er lidt højere. Komplikationerne er i øvrigt som ved et CVK.

Blod/blodprodukter

Hvis blodprocenten bliver for lav, kan blodets evne til at transportere ilt rundt i kroppen blive for ringe til, at alle organer får det, de skal bruge. Der kan derfor blive brug for at give blodtransfusion.

Det kan også blive nødvendigt at give blodplader og/eller blodplasma, som er den del af blodet, der indeholder det, der skal til, for at blodet kan størkne.

Hvis du ved, at din pårørende ikke ønsker at få blodprodukter, vil vi gerne have det oplyst hurtigst muligt.

Har du spørgsmål til noget af det, du oplever på NOTIA eller det, du har læst i materialet, så spørg os.