I denne pjece kan I læse om hjemmefødsler og om de tilbud, vi i Aalborg Jordemodercenter har til jer under graviditet, fødsel og barsel, hvis I vælger, at fødslen skal foregå hjemme.
I kan benytte hjemmefødselsordningen, hvis I er tilknyttet jordemoderkonsultationerne i henholdsvis Aalborg, Aalborg Øst, Aabybro, Hobro, Farsø, Hadsund og Aars.
Hvis I har ønske om hjemmefødsel, men er i tvivl om, hvorvidt særlige forhold under denne graviditet eller eventuelle komplikationer ved en tidligere fødsel er forenelig med en hjemmefødsel, vil vi meget gerne snakke med jer om mulighederne for jeres familie.
Hjemmefødsel
En hjemmefødsel er en fødsel, som er planlagt til at foregå i eget hjem med fødselshjælp fra en jordemoder. Tanken om at føde sit barn hjemme tiltaler mange familier på grund af den tryghed og ro, hjemmet tilbyder. Mange oplever, at fødselsprocessen her får lov at udfolde sig uforstyrret, og det at mor, far og barn får lov at blive sammen, giver et godt fundament for en rolig start på barselsperioden og familiedannelsen.
I Danmark bliver der hvert år født cirka 60.000 børn, og heraf bliver 1 % født hjemme. På vores hjemmesidewww.aalborguh.rn.dk/aalborg-jordemodercenterkan I læse mere om forskellige undersøgelser og statistikker om hjemmefødsler.
Hvem kan føde hjemme?
Alle raske kvinder, der har en ukompliceret graviditet og udsigt til en ukompliceret fødsel, kan føde hjemme.
Fødslen skal finde sted til tiden, hvilket vil sige mellem uge 37 + 0 og uge 41 + 6. Der må højst være 1 barn i maven, og det skal ligge med hovedet nedad ved fødslen.
|
I Aalborg Jordemodercenter har vi jordemødre, der arbejder parvis og har ansvaret for hjemmefødslerne. Vi har på skift tilkaldevagt og står til rådighed for jer under graviditeten, fødslen og i de første dage af barselsperioden. I bliver primært tilknyttet det samme par jordemødre for så vidt muligt at sikre en kendt jordemoder ved fødslen.
Bliver jeres egne jordemødre forhindrede, kommer vagthavende jordemoder fra et andet jordemoderpar. I graviditeten tilbyder vi det samme antal konsultationer som til andre gravide, og stedet for konsultationerne aftaler vi individuelt. Efter fødslen har vi tæt telefonisk kontakt med mulighed for barselsbesøg. Blodprøve og hørescreening på det nyfødte barn udføres på Aalborg Universitetshospital efter aftale.
Overflytning til fødegangen
De fleste hjemmefødsler foregår i hjemmet som planlagt, men i nogle tilfælde og af forskellige grunde overflytter vi jer til fødegangen i Aalborg. En del af jordemoderens arbejde er at risikoopspore eventuelle problemer tidligt for dermed at sikre mor og barns sundhed. Vi arbejder efter nogle jordemoderfaglige retningslinjer, der gør, at vi som regel overflytter jer til sygehuset i ro og mag, så I allerede er på fødegangen, hvis der eventuelt opstår fødselskomplikationer. I kan også selv ønske at tage på fødegangen. Jordemoderen følger med ved overflytning og vil som udgangspunkt blive, indtil fødslen er overstået.
Jordemødre er specialister i at varetage den ukomplicerede fødsel, men er også uddannet i akutte nødsituationer, fx genoplivning af nyfødte og blødning efter fødslen. Jordemoderen medbringer til hjemmefødsler udstyr til brug under fødslen inklusiv ilt og sug til nyfødte.
Praktiske råd
Hvis I vælger hjemmefødsel, vil jordemoderen i cirka uge 36 komme på hjemmebesøg hos jer for at lave en graviditetsundersøgelse samt tale om de mere praktiske aspekter vedrørende den forestående fødsel. Her lytter vi til jeres ønsker og forhåbninger om fødslen, hjælper jer med at finde ud af, fx hvor i huset fødslen kan foregå, og hvad I med fordel kan have klar.
Kom til åbent hus
Hver anden måned holder hjemmefødselsjordemødrene åbent hus for alle, der overvejer at føde hjemme, der har besluttet at føde hjemme, og for dem som allerede har født hjemme. Formålet med åbent hus-arrangementerne er at udveksle informationer og erfaringer og svare på spørgsmål. Vi lover jer et par fyldestgørende og inspirerende timer, hvor vi fx viser film, tager forskellige temaer op og holder foredrag. Så vidt muligt tilstræber vi, at alle hjemmefødselsjordemødre er til stede. Tilmelding er ikke nødvendig, I kan bare komme. I kan finde tid og sted på vores hjemmesidewww.aalborguh.rn.dk/aalborg-jordemodercenter
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.