Hvis du er førstegangsfødende, tilbyder vi dig barselsophold på Afsnit for Familiebarsel. Hvis der er behov for særlig observation, indlægges I på Barselsafsnit 11. Dette gælder både første- og flergangsfødende.
På både Afsnit for Familiebarsel og Barselsafsnit 11 yder personalet hjælp til selvhjælp. Det betyder, at vi hjælper og støtter jer i alt, hvad der vedrører den nye familiesituation. Inden I tager hjem, tilbyder vi jer en udskrivningssamtale.
Barselsophold på Afsnit for Familiebarsel
Barselshotellet er et tilbud til førstegangsfødende, der har født ukompliceret og fået et raskt barn. Der er jordemødre og sygeplejersker i vagt hele døgnet.
Afsnit for Familiebarsel ligger på Aalborg Universitetshospital Nord, Reberbansgade. Her er der eneværelser med plads til, at din mand eller en anden ledsager kan være medindlagt med dig og den nyfødte baby.
Ved ankomst til Afsnit for Familiebarsel får I udleveret en startpakke, som indeholder bleer, bind, klude og stofbleer svarende til et par døgns forbrug. Skulle I have brug for mere end dette, skal I medbringe det selv. Du skal selv medbringe toiletartikler og tøj til dig selv og barnet (mor og barn skal forlade Fødegangen i eget tøj). Der er ikke ammepuder på hotellet.
Overnatning og morgenmad er gratis for mor og nyfødt baby samt den medindlagte far eller anden ledsager. Fædre/ledsagere kan tilvælge øvrige måltider for 160 kroner per døgn.
Barselsophold på Barselsafsnit 11
Hvis der er behov for særlig observation af dig eller dit barn efter fødslen, overflyttes I til Barselsafsnit 11. Dette er uafhængigt af, om du er første- eller flergangsfødende.
Barselsafsnit 11 er forbeholdt mødre og børn, som har behov for særlig pleje og/eller observation efter fødslen. Det er jordemoderen, som vurderer, om du og barnet skal overflyttes hertil.
Varigheden af et ophold på Barselsafsnit 11 er individuel og tilpasses efter dit og barnets behov. Du og barnet tager hjem eller bliver overflyttet til Afsnit for Familiebarsel, når personalet vurderer, at I ikke længere har behov for særlig pleje og/eller observation.