Du skal i medicinsk behandling for at hjælpe din livmoder til at udstøde et foster, der er gået til grunde.
Under graviditet er der i de første 12 uger cirka 15 % risiko for, at graviditeten ikke udvikler sig normalt, men går til grunde.
Der kan være mange grunde til, at et foster går til grunde. Oftest er det på grund af en fejl i fosterets kromosomer eller en fejl i den tidlige celledeling, og det betyder, at fosteret ikke udvikler sig til et normalt barn.
Kroppens normale reaktion på dette er en spontan abort, som viser sig ved blødning og menstruationssmerter. I visse tilfælde kan der dog gå lang tid, efter fosteret er holdt op med at vokse, før kroppen reagerer, og livmoderen begynder at udstøde fosteret.
Livmoderen er i stand til at tømme sig, så det ikke er nødvendigt at lave et kirurgisk indgreb med udskrabning. For at sætte den proces i gang skal du i medicinsk behandling med Cytotec®,
Sådan foregår behandling
Behandlingen foregår typisk på hospitalet, hvor du er indlagt i cirka 4 timer. Det afhænger dels af ultralydsfundet, og hvor langt du var henne i graviditeten. Hvis graviditetslængden er 9 uger eller under 9 uger, kan behandlingen også foregå hjemme hos dig selv.
I Gynækologisk Dagafsnit får du udleveret 4 tabletter Cytotec®, som du skal lægge så højt op i skeden som muligt. Samtidig får du smertestillende medicin.
Du skal være sengeliggende den første time. På den måde forhindrer du, at stikpillerne glider ud. Du kan opleve, at stikpillerne glider ud efter den første time. Det gør ikke noget. Når de har ligget i skeden i en time, har de virket.
HUSK at købe disse ting, inden du møder op i Gynækologisk Dagafsnit:
- 2 slags smertestillende medicin, fx
Pinex® og Ipren®
|
Aftal at blive hentet af en pårørende
Vi fraråder dig at køre bil hjem, da du kan blive utilpas på grund af blødningen.
Mulige Bivirkninger
Cytotec® kan give diarré og kvalme. Vil du vide mere om den medicin, du behandles med, så besøg sidenwww.min.medicin.dk.
Når du kommer hjem
Vær ikke alene første nat
Natten efter at du har lagt stikpillerne op, bør du være sammen med en anden voksen i tilfælde af, at du bliver utilpas. I sjældne tilfælde kan der være behov for at komme akut på hospitalet. Det er derfor også vigtigt, at du har mulighed for at blive transporteret til hospitalet.
Tag begge slags smertestillende medicin
Du kan have kraftige smerter eller ubehag i forbindelse med aborten. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb. Du skal tager begge slags smertestillende samtidig:
- Pinex 500 mg. 2 stk. maks. 4 gange dagligt.
- Ipren 200 mg. 2 stk. maks. 4 gange dagligt.
Kontakt os, hvis du ikke bløder
Hvis du ikke er begyndt at bløde 3 dage efter, at stikpillerne er blevet lagt op i skeden, skal du kontakte Gynækologisk Dagafsnit, og du vil få en tid til undersøgelse samme dag eller dagen efter.
Du har blødning i flere dage
Livmoderen vil oftest være tom efter et par timer. Herefter stilner blødning og smerter af. I de følgende dage vil du dog have blødning som ved normal menstruation, og du vil opleve pletblødninger helt frem til næste menstruation, som kommer efter cirka 4-5 uger. Hvis du stadig har pletblødning eller blødning efter 30 dage, skal du kontakte din egen læge med henblik på at få foretaget en ultralydsskanning.
Kontakt egen læge ved høj temperatur
I den periode, hvor du bløder, bør du henvende dig til din egen læge, hvis du får feber.
Forholdsregler så længe du bløder
Så længe du bløder, anbefaler vi, at:
- du bruger bind og ikke tamponer
- du undgår svømmehal, karbad og havbad
- din partner anvender kondom ved samleje.
Kontrol
For at sikre at livmoderen er fuldstændig tømt indkalder vi dig til en kontrol skanning cirka en uge efter behandlingen. Du modtager indkaldelsen i din e-Boks. Er du interesseret I at få en påmindelse om din tid, kan du tilmelde dig NemSMS på
www.borger.dk/nemsms
Kontakt og mere viden
-
-
-
Kontakt os, hvis du bliver utryg
Bliver du utryg over blødningen, kan du ringe til os. I meget sjældne tilfælde ses en alt for kraftig blødning ved medicinsk abort. Sker det, bliver du indlagt på hospitalet og får foretaget en udskrabning.