Umiddelbart efter undersøgelsen vil vi være klar med resultatet.
Hvis undersøgelsen viser en meget tydelig reaktion, har barnet med al sandsynlighed ingen hørenedsættelse. Barnet kan dog få hørenedsættelse senere i livet, oftest på grund af væske i mellemøret som følge af mellemørebetændelse.
Hvorfor skal hørelsen undersøges?
Kun 1-2 børn ud af 1.000 bliver født med en hørenedsættelse. I de fleste tilfælde er der ikke hørenedsættelse i familien.
For det enkelte barn kan høretabet betyde meget, fordi barnet går glip af de mange lyde, der er med til at danne en nuanceret opfattelse af verden. Hvis et høretab bliver opdaget tidligt, er der imidlertid meget gode muligheder for at afhjælpe det ved hjælp af høreapparater og stimulering af hørecentrene i hjernen. I dag ved man, at de allerførste år er afgørende, når et barn skal udvikle hørecentrene. Jo tidligere centrene påvirkes, jo større chance har et barn med hørenedsættelse for at komme til at høre samt udvikle talesprog. Derfor tilbydes alle nyfødte at få hørelsen testet.
|
Hvis I senere bliver bekymrede over barnets hørelse, skal I henvende jer til egen læge eller en praktiserende ørelæge.
Hvis undersøgelsen ikke viser tydelig reaktion, betyder det ikke nødvendigvis, at barnet har en hørenedsættelse. Der kan være andre simple forklaringer på, at reaktionen ikke er tydelig. Oftest skyldes det baggrundsstøj, uro hos barnet eller en teknisk fejl i udstyret. Desuden kan barnet have fosterfedt eller fostervand i øret, hvilket er meget normalt hos nyfødte. Det vil forsvinde af sig selv.
Hvis målingen ikke er tilfredsstillende på et eller begge ører, vil barnet blive henvist til Høreklinikken. Dette sker ofte og betyder ikke nødvendigvis, at barnet har en hørenedsættelse. På Høreklinikken vil der blive lavet endnu en undersøgelse. Den tager lidt længere tid og kan give mere information om barnets hørelse.