Endokrinologisk Afdeling er Region Nordjyllands specialafdeling for patienter med endokrinologiske sygdomme. Desuden modtages en del patienter med endokrinologiske sygdomme fra andre regioner. Afdelingen modtager inden for lokalområdet akutte medicinske patienter med sygdomme, der ikke dækkes af de andre akutte medicinske afdelingers speciale.
Afdelingen har landsdelsfunktion for svære tilfælde af diabetes mellitus, hypofyselidelser, thyreoidealidelser, parathyreoidealidelser, calcium- og knoglemetaboliske lidelser, binyrelidelser, forstyrrelser i lipidstofskiftet med flere.
Endokrinologisk Afdeling er beliggende i Medicinerhuset, Mølleparkvej 4, 9000 Aalborg. Til afdelingen er knyttet i alt 16 stationære senge (1 sengeafsnit - sengeafsnit 8 Vest), et endokrinologisk ambulatorium med adgang til ultralydsundersøgelse af specielt glandula thyreoidea/parathyreoidea, et bioanalytisk afsnit med mulighed for udførelse af endokrinologiske funktionsundersøgelser, øjenbaggrundsfotografering, knoglemineralmåling, jodoptagelsesmålinger m.m., samt et dagafsnit, der bl.a. varetager uddannelse/undervisning af diabetespatienter. Der foregår af størrelsesordenen 1.700 indlæggelser, 15.000 undersøgelser/kontroller i ambulatorier/dagafsnit/bioanalytisk afsnit, 8000 brev- og telefonkontakter med patienter og 2500 tilsyn på andre afdelinger per år.
Afdelingen har formaliseret samarbejde inden for rammerne af et neuro-endokrinologisk center med blandt andet Neurokirurgisk Afdeling (fælles Neuro-Endokrinologisk Ambulatorium), med Gynækologisk Obstetrisk Afdeling med fælles ambulant funktion for gravide diabetespatienter, og formaliseret samarbejde med Nuklearmedicinsk Afdeling om radiojodbehandling af patienter med hypertyreose og struma. Der er desuden et udbygget samarbejde med en række afdelinger vedrørende forskellige endokrinologiske patientkategorier: Øre-Næse-Halsafdelingen vedrørende operativ behandling af struma og hyperparatyreoidisme. Øjenafdelingen og Radiumstationen vedrørende patienter med thyroidearelateret oftalmopati. Ortopædkirurgisk og Karkirurgisk Afdeling samt Øjenafdelingen vedrørende diabetes patienter med komplikationer m.m.
Den faglige og daglige ledelse af Endokrinologisk Afdeling varetages af en ledende overlæge og en oversygeplejerske.
Endokrinologisk Afdeling deltager i undervisning af medicinstuderende. Der er til afdelingen tilknyttet et lektorat ved Det Medicinske Fakultet, Aalborg Universitet. Afdelingen varetager desuden en omfattende postgraduat uddannelse af læger.