Diabetes kan give flere slags forandringer i øjnene. Undersøgelsen af øjenbaggrunden har til formål at afsløre begyndende nethindeforandringer, så vi kan reagere tidligt på eventuelle forandringer.
Den undersøgelse, du er indkaldt til, har udelukkende til formål at afsløre begyndende nethindeforandringer. Har du andre øjenproblemer, skal du som ellers henvende dig til din egen praktiserende øjenlæge.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen starter med, at du får lavet en måling af din synsstyrke.
Herefter får du dryppet dine øjne med pupiludvidende øjendråber. Dette kan gøre synet sløret og øjnene ekstra lysfølsomme.
Efter cirka ½ time er pupillerne tilstrækkeligt udvidede til, at vi kan fotografere nethinden med et specielt kamera.
Du sidder med ansigtet i en hagestøtte og kigger ind i kameraet, mens lægen fotograferer dine nethinder. Du vil ikke opleve gener ved fotograferingen.
Undersøgelsen varer cirka 1 time.
Efter fotograferingen kan du tage hjem.
Efter undersøgelsen vurderes alle billeder af øjenlæger på Øjenafdelingen.
Sådan forbereder du dig
Medbring eventuelle briller eller kontaktlinser
Bruger du briller eller kontaktlinser, skal du medbringe dem til undersøgelsen, så vi har dem, når vi skal måle styrken af dit syn.
Medbring solbriller
Dine øjne vil være ekstra lysfølsomme i 3-5 timer efter drypningen med øjendråber. Medbring derfor solbriller til hjemturen.
Medbring etui, hvis du bruger kontaktlinser
Hvis du bruger kontaktlinser, skal du fjerne dem, før du får dryppet øjne. Tag derfor et etui med til linserne.
Når du kommer hjem
Du hører fra os, hvis øjenlægerne finder forandringer på din nethinde. Har du intet hørt inden for 6 uger, kan du regne med, at der ikke blev fundet forandringer i øjenbaggrunden.
Kontrol
Kontrollen hos praktiserende øjenlæge, det år du fylder 15 år, erstattes af en fotografering af nethinden i Endokrinologisk Bioanalytisk Afsnit, Aalborg Universitetshospital.
Herefter fortsætter du, som hidtil de årlige kontroller hos praktiserende øjenlæge.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.