En eftermiddag i UDFORSKningens navn
Traditionen tro blev UDFORSK afholdt i Medicinerhusets Auditorium med et program bestående af en blanding af faglige oplæg og posterpræsentationer fra bioanalytikere, sygeplejersker og radiografer fra de diagnostiske specialer.
Dagen begyndte med en velkomst til de ca. 65 fremmødte ved forskningsbioanalytiker Majbritt Frost og vicedirektør Jan Nielsen. Jan Nielsen talte om betydningen af forskning og udvikling som en vigtig del af den kliniske hverdag.
- Det er dejligt, at vi ikke alene har stor ledelsesmæssig opbakning, men også oplever en bred interesse blandt vores kollegaer for forskning og udvikling. UDFORSK er efterhånden blevet en traditionsrig dag, hvor vi hylder nysgerrigheden og det store arbejde, der lægges i at skabe ny viden til gavn for diagnostikken og patientbehandlingen, netværker og bliver klogere på hinandens forskning. Med UDFORSK sætter vi fokus på betydningen af forskning og udvikling, og forhåbentlig kan dagen inspirere andre til at kaste sig ud i egne projekter, fortæller Majbritt Frost, der sammen med postdoc Peter Rubak har stået for planlægningen af arrangementet i regi af DUF.
7 postere var udvalgt til mundtlig præsentation, og hver oplægsholder fik 5 minutter til at formidle formål og resultater fra deres projekter. Efter at en jury nedsat af DUF havde voteret, blev én af præsentationerne kåret til dagens bedste.
- Prisen for bedste poster blev uddelt på baggrund af formidlingsmæssige og faglige kriterier og gik til bioanalytiker Lykke Høgh Nielsen fra Klinisk Biokemisk Afdeling. Hun præsenterede på en let forståelig måde et projekt med højt videnskabeligt niveau, som vi kun kan opfordre hende til at arbejde videre med og præsentere andre steder, fortæller Peter Rubak.
Lykke Høgh Nielsens studie sammenligner koncentrationen af P-Urat i forskellige prøvetagningsrør hos patienter i behandling med stoffet rasburikase. I studiet har Lykke Høgh Nielsen vist, at såkaldte ”FC Mix-glucoserør”, der er tilsat stoffer, der sænker pH-værdien og blokerer for pH-afhængige enzymer, kan stabilisere aktiviteten af rasburikase og dermed forhindre nedbrydningen af urat i prøven. Således er der ikke behov for nedkøling eller fremskyndet analyse af disse prøver, hvilket har givet anledning til et skifte til disse rør ved analyse af P-urat fra patienter i behandling med rasburikase.
Foruden posterpræsentationerne var professor og leder af Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje Mette Grønkjær inviteret til at tale om betydningen af en bred faglig repræsentation i forskningen – og hun kom med en klar opfordring til at kaste sig ud i små som store projekter, der udspringer af den kliniske hverdag, da det ikke alene forbedrer klinisk praksis men også højner arbejdsglæden.
Endelig var Charlotte Brun Thorup og Lahila Fanta Diaby fra Radiografuddannelsen på UCN inviteret til at tale om, hvordan de har organiseret forskning i uddannelsen og om radiografers vej ind i forskningen.
På vej mod Hospitalsbyen
Diagnostikkens Udviklings- og Forskningsråd kan i år fejre sit 10-års jubilæum. Rådet blev stiftet med det formål at fremme og formidle udvikling og forskning blandt bioanalytikere, radiografer og sygeplejersker, og UDFORSK er blevet en fast årlig markering af den indsats.
- Når vi holder UDFORSK igen i 2025, bliver det midt i et spændende og travlt år, hvor vi flytter ud i Hospitalsbyen. Det kommer helt sikkert til at give anledning til en masse spændende nye forskningsprojekter, når vi skal undersøge og optimere vores arbejdsgange, så det glæder vi os meget til, siger Peter Rubak.