Ærespris til professor Henrik Nielsen
Henrik Nielsen får prisen for sin store forskningsindsats inden for infektionssygdomme, og senest sit store engagement under COVID-19-pandemien.
Henrik Nielsen har siden sin ansættelse som overlæge ved Aalborg Sygehus i 1996 opbygget en velfungerende universitetsafdeling for infektionssygdomme. Som én af pionererne inden for den lægevidenskabelige forskning i Aalborg var han med til at bane vejen for, at Aalborg Sygehus udviklede sig til et universitetshospital. I 2007 blev han professor ved Aarhus Universitet og har siden 2013 beklædt et lærestolsprofessorat i infektionsmedicin ved Aalborg Universitet.
Det var allerede som studerende, at Henrik Nielsen indledte sin forskerkarriere ved Statens Serum Institut og førte til, at han forsvarede doktorafhandling ved Københavns Universitet i 1990. Forskningen har siden berørt flere områder af infektionssygdomme, gastroenterologi og immunologi og har ført til 361 peer-reviewede publikationer. Han har en omfattende aktivitet som vejleder af ph.d.-studerende og yngre forskere i individuelle forskningsprojekter.
Sideløbende har Henrik Nielsen været bedømmer på doktorafhandlinger og ph.d.-afhandlinger ved danske og udenlandske universiteter samt fagfællebedømmer på et stort antal manuskripter ved videnskabelige tidsskrifter.
I 2014 var han med til at danne forskningsgruppen Danish Study Group for Infections of the Brain, som han siden har været leder af. Gruppen koordinerer og understøtter en flot vækst i dansk forskning inden for meningitis og andre alvorlige infektioner i nervesystemet. Siden 2021 har han været leder af et multicenter, internationalt randomiseret klinisk studie i 5 lande støttet af bevilling fra Novo Nordisk Fonden.
De seneste 2 år under COVID-19-pandemien har Henrik Nielsen ydet en betydningsfuld indsats af både organisatorisk, klinisk og forskningsmæssig karakter. Han har deltaget i flere råd, arbejdsgrupper og har været medforfatter på guidelines vedrørende COVID-19. Forskningsmæssigt har han deltaget i store internationale konsortier, hvor han har deltaget i afprøvning af flere nye behandlinger mod COVID19. Han har desuden været en markant bidragsyder til formidlingen om COVID-19 til offentligheden, og var således på listen over de 50 mest citerede forskere i Danmark i 2020 og 2021, senest som den 12. mest citerede.
Henrik Nielsen er aktuelt medlem af Danmarks Frie Forskningsfond – Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, og blev for et par år siden tildelt Ridder af Dannebrogordenen for sin betydningsfulde indsats.
Fortjent prismodtager
Generalkonsul Ernst Carlsens Fonds Ærespris tildeles hvert år en dansk forsker, der yder en bemærkelsesværdig indsats ved at forske i og behandle sygdomme. Af fundatsen til Generalkonsul Ernst Carlsens Fond fremgår det, at ærespriserne uddeles med det formål "at hædre danske videnskabsmænd, læger og andre, der måtte have ydet et særligt anerkendelsesværdigt arbejde og en betydelig indsats fortrinsvis ved udforskning og behandling af sygdomme". Ved bedømmelsen skal det ligeledes tages i betragtning, om den pågældende har udført en værdifuld humanitær indsats - og det er i den grad tilfældet, lyder det fra professor, dr.med. og medlem af fondens bestyrelse, Henrik Vorum:
- Henrik er efter fondsbestyrelsens mening en meget komplet videnskabsmand og forskningsleder. Han har i hele sin karriere udvist innovativ fremdrift og en uophørlig trang til at uddanne den yngre generation inden for forskning og udvikling generelt – ikke mindst til glæde for patienterne i særdeleshed. Det er derfor fuldt fortjent, at det er ham, der i år tildeles prisen.
Henrik Nielsen bliver den tredje fra Aalborg til at modtage den ærefulde pris. Tidligere har overlæge og professor ved Afdeling for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme, Asbjørn Mohr Drewes og professor, overlæge Erik Berg Schmidt, Hjertemedicinsk Afdeling, modtaget prisen.
Prisen uddeles af Lægeforeningen.
Publiceret af
Kommunikationskonsulent
Publiceret af
Kommunikationskonsulent