Tiltrædelsesforelæsning ved Herman Kingma

Onsdag den 22. september afholder professor Herman Kingma forelæsning i anledning af sin tiltrædelse som adjungeret professor i vestibulogi ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og ved Øre-Næse-Hals-Kirurgisk og Audiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Herman KingmaProfessor Herman Kingma er professor emeritus fra “Division of Balance Disorders, Department of Otorhinolaryngology and Head & Neck Surgery” ved Maastricht University Medical Centre i Holland. Han er også professor i Medicinsk Fysik ved Tomsk State University I Rusland.

Herman Kingma har læst Biologi og Fysik ved Amsterdam Universitet og opnået ph.d.-graden i Biophysics fra Leiden Universitet, Holland. Efterfølgende har han arbejdet som klinisk fysiker og specialiseret sig i Neuro-Otology, hvor særlig svimmelhed har fået hans store interesse og, hvor han har været en vigtig pionér inden for den intense udvikling, som vestibulogi har gennemgået de seneste årtier. Professor Kingmas forskning har især fokus på udvikling af diagnostiske metoder og behandling af svimmelhed, som opstår i balanceorganet; her har han publiceret mere end 150 internationale artikler.

Professor ved Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling, Michael Gaihede ser frem til samarbejdet med Herman Kingma:

- Svimmelhed er en meget udbredt lidelse og særligt hos ældre. Derfor er forskning inden for svimmelhed og balance en meget vigtig del af afdelingens arbejde, som i takt med den teknologiske udvikling har taget til i omfang de senere år. Professor Kingma vil indgå som et meget vigtigt medlem af forskningsteamet på Center for Svimmelhed og Balance og bidrage med sin ekspertise i nye og pågående projekter, ligesom han vil indgå som ph.d.-vejleder i større projekter, siger han.

Tid og sted

Tiltrædelsesforelæsningen afholdes onsdag den 22. september kl. kl. 13.00 i Auditoriet, Medicinerhuset, Aalborg Universitetshospital
Mølleparkvej 4, 9000 Aalborg. Alle interesserede er velkomne.