Reumatologisk Afdeling vinder forskerpris

Et forskerteam fra Reumatologisk Afdeling har ved Dansk Reumatologisk Selskabs årsmøde vundet selskabets forskningspris.

Forskergruppen, der består af overlæge Salome Kristensen, ph.d.-studerende Jonathan Vela samt Line Uhrenholt og medicinstuderende Helene Rovsing Christensen samt Cecilie Rovsing Christensen, var de glade modtagere af prisen, som ud over æren består af 70.000 kr.

For at være i betragtning til at vinde prisen, skulle følgende kriterier være opfyldt:

  • Der skal være tale om en forskergruppe på 4-20 personer, som bedriver aktiv forskning inden for reumatologien.
  • Gruppen skal udmærke sig på høj videnskabelige performance, samt en stærk og strategisk holdindsats.
  • Gruppen skal have publiceret ≥ 4 arbejder i anerkendte internationale peer reviewede tidskrifter inden for det seneste år.

Alle disse kriterier opfyldte forskerteamet fra Reumatologisk Afdeling. En flot holdbåret præsentation til årsmødet den 20. april var tungen på vægtskålen, hvor både en meget erfaren forskergruppe fra Kong Chr. X's Gigthospital i Gråsten og en gruppe seniorlæger fra Regionshospitalet Silkeborg måtte se sig slået.

- Det videnskabelige selskab fandt vores forskning meget spændende, men det var specielt vores holdindsats, der gjorde udslaget, samt det faktum, at særligt Salome har været med til at opbygge reumatologisk forskning fra bunden på afdelingen på Aalborg Universitetshospital, fortæller læge og ph.d.-studerende Jonathan Vela.

Forskerteamet fra Reumatologisk Afdeling, Aalborg UH:

  • Salome Kristensen, overlæge, ph.d., postdoc, hovedvejleder.
  • Line Uhrenholt, MD, ph.d.-studerende
    Projekt: Dose optimisation of biologics based on patient reported outcome measures in inflammatory arthritis.
  • Jonathan Vela, MD, ph.d.-studerende
    Projekt: Pain in Psoriatic Arthritis and Hand Osteoarthritis. Impact, Mechanisms and Treatment options: a PhD study.
  • Helene Rovsing Christensen, kandidatstuderende, medicin, AAU
    Projekt: Modulation of parasympathetic tone and disease activity in Rheumatoid Arthritis, Systemic Lupus Erythematosus and Vasculitis through deep breathing.
  • Cecilie Rovsing Christensen, kandidatstuderende, medicin, AAU
    Projekt: Modulation of parasympathetic tone and disease activity in Rheumatoid Arthritis, Systemic Lupus Erythematosus and Vasculitis through deep breathing.