Tiltrædelsesforelæsning ved Carsten Reidies Bjarkam

Torsdag den 2. november holder professor Carsten Reidies Bjarkam forelæsning om "Neurokirurgi - Fra dissektionssalens neuroanatomi og laboratoriets dyreeksperimentelle studier til den kliniske virkelighed".
Carsten Reidies Bjarkam blev 1. april 2017 ansat som den første kliniske professor i neurokirurgi ved Neurokirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og Klinisk Institut, Aalborg Universitet. 

Carsten Reidies Bjarkam er født i Aalborg. Han fuldførte i 1998 sit medicinstudie ved Aarhus Universitet og gennemgik hernæst turnus-uddannelse i det nordjyske sundhedsvæsen, inden han i 2000 påbegyndte et ph.d.-projekt inden for udviklingen af grisemodeller til brug for eksperimentelle undersøgelser af neuromodulationsbehandling med hjernestimulationselektroder, stamceller og genterapi. 

Efter afsluttet ph.d. forsatte han i perioden 2004-2008 som fuldtidsansat hjerneforsker på Anatomisk Institut, Aarhus Universitet, hvor han ud over basal forskning i hjernens opbygning og funktion, samt videreudvikling af de etablerede grisemodeller, også skrev en populær lærebog i neuroanatomi for medicinske studenter.

I 2009 påbegyndte han sin kliniske specialistuddannelse og blev i 2014 speciallæge i neurokirurgi, hvorefter han har været ansat som afdelingslæge og klinisk lektor ved Neurokirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Carsten Reidies Bjarkam vil i sit fremtidige virke arbejde for at styrke såvel den eksperimentelle som den kliniske forskning inden for spinal- og kraniel neurokirurgi og sammen med de basale forskningsmiljøer på Aalborg Universitet søge at udvikle og sikre, at den kliniske neuromodulationsbehandling af svære hjernesygdomme med hjernestimulationselektroder, stamceller og genterapi også bliver mulig i Region Nordjylland.

Tid og sted

  • Torsdag den 2. november kl. 15.00 
  • Auditoriet, Forskningens Hus
  • Sdr. Skovvej 15, 9000 Aalborg

Alle er velkommen!