Få hjælp til konferencer
Hospitalsledelsen bakker op
Lægefaglig direktør, Morten Noreng, bakker op om indsatsen og ser et stort potentiale i at bruge konferencer som et middel til at opnå en stærk positionering både nationalt og internationalt. Til gavn for byen, hospitalet og ikke mindst den medarbejder, som vælger at stille sig i spidsen for en konference:- Det er helt afgørende, at Aalborg Universitetshospital får konsolideret sig både nationalt og internationalt. En central placering i de videnskabelige instanser både i og uden for Danmark er helt afgørende i forhold til at opnå indflydelse. Faglige værtskaber i form af eksempelvis årsmøder og konferencer kan bringe os langt i forhold til at nå det mål, siger han.
VisitAalborg hjælper på vej
Kongreschef hos VisitAalborg, Hanne Kristiansen, opfordrer den enkelte medarbejder til at kigge nærmere på de arrangementer, der ligger i de professionelle netværk, man færdes i:
- Overvej om ikke, det kunne være givtigt, at næste årsmøde eller konference afholdes i Aalborg? Nationale arrangementer kunne være et første skridt, men også nordiske, europæiske og verdensomspændende møder og konferencer kan afholdes i Aalborg. Byen har masser at byde på som konferencedestination og kan huse konferencer med op til 1.500 deltagere. Og, minder hun om, husk at du ikke behøver stå alene med værtsrollen.
Efter aftale med hospitalsledelsen står VisitAalborg, der har stor erfaring med tiltrækning og afvikling af konferencer, til rådighed med rådgivning og sparring. VisitAalborg repræsenterer byen bredt og arbejder helt uvildigt.
Tiltrækning af konferencer hjælper VisitAalborg med uden beregning – og uden at man som arrangør er yderligere forpligtet i øvrigt. Ønsker man siden hen hjælp fra VisitAalborg til afviklingen af en vundet konference – hvilket er helt frivilligt – så er den del mod betaling. Strategi & HR, Udvikling og Uddannelse samt Kommunikation ved hospitalet kan efter nærmere aftale evt. også bistå ved planlægningen.
VisitAalborg har siden 2015, hvor samarbejdet blev indgået, haft sin gang på hospitalet og har løbende afholdt individuelle møder med klinikchefer og udpeget personale. VisitAalborg har i perioden samarbejdet med Klinik Diagnostik, Klinik Medicin og i skrivende stund Kvinde-Barn og Urinvejskirurgi. På sigt vil VisitAalborg, efter aftale med hospitalsledelsen, komme rundt på alle hospitalets klinikker. Et tilsvarende samarbejde er indgået med Aalborg Universitet, herunder Klinisk Institut.
Samarbejdet har foreløbig resulteret i ikke mindre end 75 potentielle konferenceprojekter, hvilket bekræfter begge parter i, at interessen er til stede og mulighederne mange.