Enhed for Selvmordsforebyggelse - Information til samarbejdspartnere
-
-
Alle mennesker kan komme i krise – og det er forskelligt, hvordan vi reagerer, når vi er i en meget presset og vanskelig situation. For nogle mennesker kan det medføre tanker eller planer om selvmord – og får vi som professionelle kendskab til det, bør vi handle.
Selvmordstanker og selvmordsforsøg er altid tegn på, at et menneske er ved at miste kontrollen over sin situation.
Tag ansvar ved at vise opmærksomhed – og støt personen i at få den relevante hjælp.
Ved akut fare for selvmord
Borgere i akut selvmordsfare (akut øget selvmordsrisiko) skal ledsages til Psykiatrisk Skadestue i Aalborg.
-
Enhed for Selvmordsforebyggelse er en del af Almenpsykiatrisk Afdeling i Region Nordjylland. Vi tilbyder behandling til selvmordstruede borgere samt støtte og rådgivning til pårørende og netværk.
Vores hovedadresse er Aalborg Universitetshospital – Mølleparkvej 10. Desuden har vi satellitfunktioner i Frederikshavn, Thisted og Hobro.
Enhed for Selvmordsforebyggelse er et tilbud om behandling til borgere, der ikke tilhører Almenpsykiatrisk Afdelings målgruppe. Vi tilbyder individuelt tilpasset korttidsbehandling, som foregår ved samtaler hos psykolog. Udover psykologsamtaler, kan der i behandlingsforløbet indgå psykoedukation i gruppe for patienter over 18 år. Der er krav om henvisning for at komme i behandling (se side 6). Borgere over 18 år kan selv henvende sig telefonisk.
Borgere fra hele regionen kan henvises – også unge fra 15 år. Vi tager kontakt inden for 2 hverdage til de henviste personer ved at ringe til dem. Herefter bliver de, såfremt de skønnes at tilhøre målgruppen, indkaldt til første samtale.
Behandlingen er gratis.
-
Målgruppen er borgere, der har alvorlige, vedvarende selvmordstanker – eller har forsøgt selvmord. Suicidaliteten skal således have en karakter, der kræver specialiseret behandling.
Borgere med lettere grader af psykiske lidelser, som ikke tilhører Almenpsykiatrisk Afdelings målgruppe, kan henvises til enheden. Det kan dreje sig om borgere med:
- tilpasningsreaktioner (på grund af fx svære tab eller store omvæltninger i livet)
- let til middelsvær depression samt angstlidelser i lettere grad. Henviser bør overveje om lidelsen er tilstrækkeligt behandlet.
- ADHD eller autismespektrumforstyrrelse, som er velbehandlede herfor, og hvor der er etableret tilstrækkelig støttende og kompenserende indsats i primær sektor.
Borgere, som på forhånd er i behandlingsforløb hos psykolog, der opleves nyttigt, anbefales som udgangspunkt at fortsætte i dette fremfor henvisning til enheden.
Personer med følgende sygdomme/problemstillinger tilhører ikke målgruppen og skal henvises til anden behandling:
- Behandlingskrævende misbrug (fraset nyopstået overforbrug ifm. aktuelle krise)
- Ikke-psykotiske lidelser, fx personlighedsforstyrrelser eller moderat-svær depression
- Psykotiske lidelser
- ADHD eller anden udviklingsforstyrrelse, der ikke er velbehandlet
- Kronisk suicidalitet med generelt lavt funktionsniveau, der kan indikere svær psykiatrisk lidelse.
- Personer, hvor der er formodning om underlæggende psykiatrisk problematik med behov for udredning, medicinering mv.
Borgere, der i forvejen er i psykiatrisk behandling, tilhører ikke målgruppen. Hvis en patient venter på psykiatrisk behandling, bør det pågældende tilbud kontaktes.
Patienter med alvorlig udviklingsforstyrrelse, udviklingshæmning eller lignende tilhører ikke målgruppen, idet de ikke vil kunne få tilstrækkeligt udbytte af samtaleterapeutisk behandling.
-
Målgruppen inkluderer unge over 15 år, hvis selvmordsproblematik er så kompliceret, at den vurderes ikke at kunne afhjælpes i primærsektor alene, og hvor den unge ikke vurderes at tilhøre Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdelings målgruppe jf. de generelle målgruppekriterier.
-
- Praktiserende læge
- Vagtlæge
- Praktiserende speciallæger
- Akutmodtagelser og andre afdelinger på somatisk sygehus
- Psykiatrisk Skadestue
- De psykiatriske ambulatorier og sengeafsnit
- Borgere over 18 år kan selv henvende sig telefonisk.
Særligt vedrørende unge
Unge fra 15 år kan også henvises af kommunale SELFO-teams. Et SELFO-team består af kommunale medarbejdere, der er uddannet som nøglepersoner i selvmordsforebyggelse blandt børn og unge. Uddannelsen varetages af Enhed for Selvmordsforebyggelse, og efterfølgende laves der en samarbejdsaftale med teamet.
Hvilke oplysninger skal henvisningen indeholde?
Følgende skal oplyses:
- Patientens navn, cpr-nummer, adresse og et gyldigt telefonnummer, så vi kan kontakte patienten umiddelbart efter visitationen.
- Vurdering af psykisk tilstand og herunder evt. diagnose
- Aktuel selvmordsproblematik (selvmordstanker? selvskade? selvmordsforsøg? årsager hertil?)
- Vurderet selvmordsrisiko
- Evt. medicin
- Evt. tidligere behandling/ psykiatrisk udredning ved praktiserende psykiater/ psykolog
- Sociale forhold
- Oplysninger om evt. nuværende eller tidligere misbrug
- Vurdering af andre relevante tiltag, (fx støtte/rådgivning i kommunalt regi)
- Oplysninger om, hvad der er aftalt med patienten vedrørende evt. opfølgning.
Henvisninger skal sendes til den Central Visitation – ikke direkte til Enhed for Selvmordsforebyggelse.
-
Tag ansvar for, at mennesker i krise får viden om, hvem de kan kontakte, hvis de har brug for hjælp.
Nogle af de patienter, der kan henvises til Enhed for Selvmordsforebyggelse, ønsker af forskellige årsager ikke at komme i behandling hos os. I de tilfælde er det vigtigt, at de informeres om, hvem de kan kontakte, hvis de igen får alvorlige selvmordstanker (egen læge, Psykiatrisk Skadestue, Livslinien m.fl.). De bør også informeres om, at de kan blive genhenvist til Enhed for Selvmordsforebyggelse, hvis de ændrer mening.
Borgere kan selv kontakte os
Borgere over 18 år kan henvende sig direkte uden henvisning ved at ringe på telefonnummer: 97 64 36 10.
Hvis de aktuelt er i behandling for en psykisk sygdom, er det dog det tilbud, de skal gøre brug af.
Benyt pjecen ”stop op, hvis du har tanker om selvmord”
Pjecen informerer om støtte- og behandlingstilbud til selvmordstruede i Nordjylland. Den findes på hjemmesiden https://aalborguh.rn.dk/selvmordsforebyggelse-stopop
-
Enhed for Selvmordsforebyggelse arbejder med en bred vifte af aktiviteter, der alle skal bidrage til, at færre mennesker forsøger/begår selvmord. Foruden behandling og støtte varetages en række forebyggende og koordinerende indsatser:
- Målrettet undervisning af medarbejdere i den kommunale og regionale sektor.
- Rådgivning, vejledning og undervisning af netværkspersoner med potentiel kontakt til selvmordstruede borgere.
- Forskning og metodeudvikling.
- Formidling og opsamling af viden vedrørende selvmordsforebyggelse.
- Koordination af den selvmordsforebyggende indsats i Region Nordjylland.
-

Enhed for Selvmordsforebyggelse
Tlf. 97 64 36 10
Mandag – fredag 8.00 – 13.00
Se vores hjemmeside: https://aalborguh.rn.dk/selvmordsforebyggelse