Bryst-rekonstruktion med ekspansionsprotese
Du skal have lagt en vævsudvider – en såkaldt ekspander – ind under din brysthud og som oftest også ind under din brystmuskel. Formålet med at indoperere en ekspander er at udvide huden og eventuelt musklen, så der bliver plads til et brystimplantat.
Ekspanderen er en elastisk ballon af silikone med en membran, som skal fyldes med saltvand.
-
Du skal have lagt en vævsudvider – en såkaldt ekspander – ind under din brysthud og som oftest også ind under din brystmuskel. Formålet med at indoperere en ekspander er at udvide huden og eventuelt musklen, så der bliver plads til et brystimplantat.
Ekspanderen er en elastisk ballon af silikone med en membran, som skal fyldes med saltvand.
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Du får muligvis lagt et dræn i brystet, som leder overskydende væske og blod fra operationsområdet ud i en plastikbeholder.
Lægen løsner huden, hvor ekspanderen skal placeres. For at give støtte til ekspanderen løfter lægen som oftest også brystmusklen og lægger den over ekspanderen.
Operationen varer cirka 1½ time.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengeafsnittet.
Du skal forvente at være indlagt i et enkelt døgn efter operationen.
Undlad at ryge i 8 uger
For at mindske risikoen for infektion og sikre en bedre heling efter operationen skal du undlade at ryge, bruge nikotinholdige præparater og e-cigaretter i 8 uger før operationen. Det samme gælder E-cigaretter uden nikotin samt vandpibe. Hvis du har røget i 6-8 uger inden du skal opereres, bliver din operation aflyst. En enkelt cigaret er nok til, at risikoen for komplikationer, såsom betændelse og vævsdød, øges. Du skal vente minimum 8 uger efter operationen, før du begynder at ryge igen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad at smøre dig ind i fed creme samt anvende deodorant, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern hårvækst
Du skal fjerne hårvæksten i din armhule inden operationen. Gerne 2 dage før operationen.
Mød fastende til aftalen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden undersøgelsen eller behandlingen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker et stort glas saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, til narkosen er overstået.
Følg disse retningslinjer, medmindre narkoselægen har givet dig anden vejledning.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Duft. Undlad at bruge deodorant på operationsdagen.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker og piercinger er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese må du beholde på/i indtil vi bedøver dig.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Sig til, hvis du får smerter
Du kan have smerter efter operationen. Vi tilbyder dig smertestillende medicin, og hvis du har behov for mere, må du sige til. Det er vigtigt, at du ikke har flere smerter, end at du kan slappe af og også komme ud af sengen.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du kommer i gang med at bevæge dig efter operationen. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme op at sidde på sengekanten eller komme ud af sengen. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Fysioterapi
I dit behandlingsforløb kommer du til at tale med en fysioterapeut, der viser dig øvelser for arm og skulderled. Øvelserne holder skulderens bevægelighed ved lige.
Dræn
Hvis du har fået dræn, får du det fjernet, når lægen vurderer, at mængden af væske er aftaget tilstrækkeligt. I nogle tilfælde kan du blive udskrevet, selvom du stadig har dræn. Hvis det er tilfældet, aftaler vi, hvornår du skal komme og få fjernet drænene.
Bad og plaster
Du må tage brusebad 1 døgn efter operationen. På operationssåret sidder hudvenligt plaster (Micropore/englehud), som gerne må blive vådt. Dup plasteret tørt, inden du klæder dig på efter badet.
Antibiotika
Du skal have antibiotika for at forebygge betændelse omkring implantatet. Du skal tage antibiotika indtil 2 døgn efter, at drænene er fjernet. Vi lægger en recept på receptserveren, som du kan indløse.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 2-3 uger efter denne behandling, men tal med lægen om netop dit behov.
Brug beskyttende plaster i 3 måneder
For at undgå at arrene bliver breddeøgede, bør du anvende Micropore-plaster på langs af arrene i 3 måneder efter operationen. Du skal skifte plaster 2 gange ugentligt. Du kan købe plastret på apoteket.
Hvis huden bliver rød og irriteret af plastret, skal du ikke bruge det.
Tag den med ro i den første tid
De første 4 uger efter operationen skal du undgå stød og slag, herunder kondiløb, hårdt fysisk arbejde og tunge løft. I de første 1-2 uger bør du ikke løfte mere end 2 kg i hver hånd. Efter 3 uger kan du starte forsigtigt op med almindelig gymnastik og forsigtigt løb.
Du må gerne ligge på den side af kroppen, hvor ekspanderen sidder.
Vent med at køre bil
Vi fraråder dig at køre bil de første 3 uger efter operationen, eller så længe du har smerter.
Få fjernet operationstråd
Cirka 1-2 uger efter operationen, skal du have fjernet trådene i ambulatoriet. Vi aftaler tid til det, inden du bliver udskrevet. Samtidig vurderer vi også, hvornår vi skal begynde påfyldning af ekspanderen. Se afsnittet ”Påfyldning af ekspander”.
Undgå solen
Arrene er meget sarte. Du bør beskytte arrene mod solen i det første år, så det heler så pænt som muligt. Gå heller ikke i solarium.
Forvent ændret følesans
Følesansen i huden er ofte nedsat. Ekspanderen kan føles varm om sommeren og kold om vinteren.
Vask gerne arrene
Du må gerne vaske arrene med sæbe og smøre dem med uparfumeret creme. Det kan du gøre de dage, hvor du skifter plastrene. Huden har godt af at blive smurt med fed creme, da den kan blive tør ved brug af plaster. Brug ikke plaster den dag, hvor du smører med creme.
Vær opmærksom på blødning og infektion
Får du feber, rødme, varme og/eller smerte ved såret, kan det være tegn på infektion, som skal behandles. Ligeledes skal du være opmærksom på pludselige smerter og hævelse. Kontakt os, din egen læge eller Lægevagten, hvis du oplever tegn på infektion eller blødning.
Påfyldning af ekspanderen foregår i ambulatoriet 1 gang om ugen i 4-6 uger. Første påfyldning sker typisk 3 uger efter indsættelse af ekspanderen – hvis arret er fuldt helet.
Påfyldningen foregår med en tynd kanyle, som stikkes gennem huden ind i en membran i ekspanderen. Gennem kanylen sprøjtes mellem 50 og 100 ml saltvand ind i membranen.
Indgrebet er som regel ikke smertefuldt, men det er almindeligt at have spændingssmerter i brystet bagefter. For at lindre smerterne kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin, fx paracetamol, inden du møder til påfyldning.
Når den ønskede størrelse på brystet er opnået, skal du gå med ekspanderen i minimum 3 måneder. Herefter planlægger vi operationen, hvor vi fjerner ekspanderne og indopererer de blivende brystimplantater. Denne operation foregår som regel 4 måneder efter, at ekspansionen er afsluttet.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.