Midlertidig stivgørende rygoperation
Du skal have foretaget en operation, som gør din ryg stiv i en kort periode. Operationen er et mindre indgreb, der skal være med til at klarlægge, om du vil have gavn af en permanent stivgørende rygoperation.
Det apparatur, vi sætter i din ryg under operationen, kaldes 'ekstern fiksation'. 'Ekstern' vil sige, at apparaturet sidder på den udvendige side af ryggen og er synligt. Apparaturet består af lange skruer og tværgående stænger. Skruerne sættes ind i 4 eller 6 ryghvirvler og er forbundet med stængerne på tværs. Efter operationen er det muligt at justere på apparaturet.
Du skal være indlagt i hele den periode på 1-2 uger, hvor apparaturet er monteret. I løbet af denne periode vil der være perioder, hvor din ryg er stiv, og perioder, hvor du kan bevæge ryggen normalt. Når vi fjerner skruerne igen, vil operationssårene begynde at hele, og efter kort tid vil ryggen være, som den var inden operationen.
Dine smerter forsvinder ikke efter operationen. Ekstern fiksation er en form for undersøgelse og har ikke helbredende effekt.