Kemoterapi med Carboplatin og Etoposid (tablet)
Du skal i behandling med Carboplatin og Etoposid, som begge er kemoterapi.
-
Du skal i behandling med Carboplatin og Etoposid, som begge er kemoterapi.
Carboplatin og Etoposid er cellegifte, som påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Du skal have kemoterapi 3 dage i træk i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse. På den 1. behandlingsdag (dag 1) får du Carboplatin i afdelingen og Etoposid kapsler udleveret. På dag 2 og 3 skal du tage kapslerne derhjemme.
I den 2. og 3. uge holder du pause med behandlingen.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
På behandlingsdagene
På behandlingsdagene sker følgende:
- Du får Carboplatin i en blodåre i et drop over 1 time.
- Du får Etoposid-kapsler til både dag 1, 2 og 3 med hjem.
- Du får udleveret kvalmestillende medicin.
Sådan skal du tage medicinen
- Vær fastende 1 time før og 1 time efter, du har taget kapslerne. Faste vil sige, at du ikke må spise og drikke.
- Tag kapslerne, når du går i seng om aftenen.
- Synk kapslerne hele med et glas vand. Du må ikke åbne eller tygge kapslerne.
Tag ikke dobbeltdosis, hvis du glemmer at tage en dosis
Glemmer du at tage en dosis, eller kaster du op umiddelbart efter, at du har taget tabletterne, skal du ikke tage en ny dosis eller tage dobbeltdosis næste gang. Fortsæt i stedet planmæssigt med behandlingen. Kommer du til at tage mere end den ordinerede dosis, skal du kontakte os.
SÅDAN FORBEREDER DU DIG
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver kontrol. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden
klokken 9.00.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal
bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit
sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du
skal have taget blodprøven.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Hårtab. Du vil tabe håret, typisk i forbindelse med 2. behandlingsserie. Vi aftaler inden behandlingens start, om du vil have en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Føleforstyrrelser. Du kan opleve føleforstyrrelser i fingre og tæer. Fortæl os, hvis du oplever føleforstyrrelser.
- Påvirkning af nyrerne. Nyrerne kan påvirkes af kemoterapien. Derfor er det vigtigt, at du drikker 2-2½ liter væske i døgnet under og efter behandlingen.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.