Sådan passer du et sår, der er limet
Du har fået sat et sår sammen med hudlim. Hudlim er en steril, flydende masse, der danner en tynd film, når den kommer i berøring med huden.
Lægen lægger limen langs sårets kanter og holder dem sammen, til massen hærdes. Efter 2 ½ minut er limen hærdet, og efter cirka 5 minutter klæber den ikke længere på overfladen.
Limen holder såret på plads i 5-10 dage. Det er tilstrækkeligt til, at såret har tid til at hele. Derefter falder limen naturligt af.
Det er vigtigt, at du i denne periode giver såret ro til at hele.