Sådan skærer du ned på dit indtag af fosfat
Fosfat er et mineral, der findes i de fleste mad- og drikkevarer. Mineralet er nødvendigt for at opretholde kroppens funktioner. For meget fosfat i blodet er dog skadeligt og kan på sigt medføre åreforkalkning og skrøbelige knogler. Det er derfor vigtigt, at niveauet af fosfat i blodet hverken er for højt eller for lavt.
Vi indtager fosfat fra den mad, vi spiser. Overskuddet af fosfat udskilles af nyrerne gennem urinen. I takt med, at nyrefunktionen falder, får nyrerne sværere ved at udskille fosfat, og en kost med mindre fosfat kan derfor være nødvendig.
At få tilstrækkeligt med mad og næring har stor betydning for dit helbred. Derfor er det vigtigt at finde en god balance, så kosten ikke bliver for ensidig og restriktiv. Fosfat hverken kan eller skal udelukkes helt fra kosten. Denne information vil give dig et indblik i, hvordan du kan skære ned på indtaget af fosfat fra mad- og drikkevarer.