Når operationen er færdig, bliver du kørt tilbage på Forberedelse og Opvågning, Hospitalsbyen. Her tilstræber vi, at du får et roligt og behageligt opvågningsforløb.
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, der ser til, at du har det godt. Vi holder øje med din hjerterytme, og vi måler dit blodtryk og iltindhold i blodet. Plejepersonalet vil spørge ind til din smerteoplevelse ved hjælp af en såkaldt smerteskala. Du skal fortælle, hvor mange smerter du har fra 1-10, hvor 1 = ingen smerter og 10 = de værste smerter, du kan forestille dig.

Vi vil også ret hurtigt bede dig om at komme ud af sengen og gå rundt i afsnittet. Det er vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med at bevæge dig. Bevægelse forhindrer en række komplikationer efter operationen.
Det kan du forvente
Efter operationen kan du opleve at:
- være omtåget i nogle timer efter operationen, og du vil derfor have brug for ro
- risikere at få kvalme og kaste op på grund af faste eller på grund af selve operationen/bedøvelsen
- være svimmel på grund af bedøvelsen
- være øm i halsen, fordi du har haft et rør i halsen, som har hjulpet dig med at trække vejret under operationen
- få smerter; det er vigtigt, at du fortæller sygeplejersken, hvis du har smerter. I så fald kan du få tilbudt smertestillende medicin, så du hurtigere bliver frisk igen.
Det er individuelt, hvor længe man opholder sig i opvågningsafsnittet. Længden af opholdet afhænger af:
- hvornår du er tilpas vågen
- om du har acceptable smerter, når du ligger stille – og om du har kvalme
- hvordan selve operationen er forløbet
Det er sygeplejersken, der i samarbejde med en læge vurderer, hvornår du er klar til at blive udskrevet.