Efter operationen er færdig, bliver du kørt tilbage på Forberedelse og Opvågning, Hospitalsbyen, hvor du vil blive nøje overvåget. Her tilstræber vi, at du får et roligt og behageligt opvågningsforløb. Du har et drop i hånden og et kateter i blæren, så urinen løber ned i en pose, som hænger på siden af sengen. Droppet fjerner vi om aftenen. Blærekatetret fjernes som regel også om aftenen, og du vil herefter kunne lade vandet selv.
Vi holder øje med, at du har det godt
På Forberedelse og Opvågning, Hospitalsbyen bliver du modtaget af en sygeplejerske, der holder øje med, at du har det godt. Vi holder øje med din hjerterytme, og vi måler dit blodtryk og iltindhold i blodet. Vi holder også øje med, at dit blærekateter fungerer, som det skal. Desuden er vi opmærksomme på, om du har smerter.
Du vil blive tilbudt mad og drikke flere gange i løbet af aftenen. Det er vigtigt både at spise og drikke, da det er med til at fremme kroppens helingsproces.
Det er også vigtigt, at du kommer i gang med at bevæge dig efter operationen. Det mindsker risikoen for komplikationer. Vi vil derfor hjælpe dig med at komme ud af sengen få timer efter operationen, så du kan gå omkring.
Det kan du forvente
Efter operationen kan du opleve:
- at være omtåget i nogle timer efter operationen; du vil derfor have brug for ro
- at få kvalme og eventuelt kaste op på grund af faste eller på grund af selve operationen eller bedøvelsen
- at være svimmel efter bedøvelsen
- at være øm i halsen, fordi du har haft et rør i halsen, som har hjulpet dig med at trække vejret under operationen
- at få smerter
Du får smertestillende medicin fordelt over døgnet. Det er vigtigt, at du fortæller sygeplejersken, hvis du har smerter. Du skal være godt smertedækket, så du er i stand til at være oppegående.
Du kan udover sårsmerter også få skuldersmerter. Det skyldes påvirkning af nervebanerne til skuldrene, fordi der er fyldt kuldioxid i bughulen under operationen. Dette er ikke farligt og vil fortage sig i løbet af nogle dage.
Når man har været i narkose, er det helt normalt, at maven går i stå. Om aftenen får du derfor afføringsmidlet Magnesia, som sammen med kost, væske og bevægelse er med til at sætte tarmfunktionen i gang igen.
Da der er en lille øget risiko for at få blodpropper i benene, efter du har ligget længe stille i forbindelse med operationen, får du et stik med blodfortyndende medicin efter operationen.