Aalborg Universitetshospital
|
Du skal have undersøgt dine nyrer. Det gør vi ved at tage billeder af dine nyrer med en særlig maskine, så lægen kan se på billederne.
Vi starter med at give dig et stik i armen, hvor vi lægger et tyndt plastikrør ind i en blodåre.
Herefter får du indsprøjtet en lille mængde radioaktivt sporstof i en blodåre. Sporstoffet løber ind i kroppen og finder dine nyrer. Så kan vi se dem på billederne. Du skal vente i cirka 3 timer, fra sporstoffet er sprøjtet ind, og til vi kan undersøge dig.
| Ligesom Tobi får du sprøjtet lidt sporstof ind i en blodåre. Sporstoffet suser ind i kroppen og leder efter dine nyrer |
I ventetiden behøver du ikke være på sygehuset, men du skal drikke så meget, du kan. Det skal du, for at sporstoffet kan få hjælp til at flyde rundt i kroppen, og for at det kan blive skyllet ud igen bagefter. Du må gerne tisse i ventetiden.
Efter cirka 3 timer skal du ind til undersøgelse. Sørg for at tisse lige inden, da det er vigtigt, at din blære er tømt, da du skal ligge helt stille i cirka 1 time. I alt varer undersøgelsen cirka 4 timer.
Du skal have et stik i armen. For at det ikke skal gøre ondt, kan du smøre tryllecreme (emla) på stedet, hvor vi skal stikke. Så kan du næsten ikke mærke det. Vi stikker der, hvor dine årer er tydelige, som regel i albuebøjningen. Du må gerne bruge tryllecreme mere end et sted. Smør med cremen, 1 time inden du skal møde.
I den tid, hvor du skal vente, kan det være rart med lidt underholdning. Tag gerne noget med hjemmefra, fx en iPad, en bog eller et spil.
Du skal drikke godt med væske i døgnet før undersøgelsen og efter undersøgelsen. Det hjælper dig med at få sporstoffet hurtigt ud af kroppen igen.
| Tobis nyrer bliver undersøgt i maskinen, mens han ligger helt stille. Tobi leger, at han er en burgerbolle, der skal en tur i brødristeren. Det gør ikke ondt at ligge i maskinen. |
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller den afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Nuklearmedicinsk Afdeling Tlf. 97 66 55 00 Vi træffes bedst: Mandag – torsdag 7.30 – 15.00 Fredag 7.30 – 14.30 |
