Undersøgelse af nyrerne, nyrescintigrafi hos børn 0-5 år
Du skal have undersøgt dine nyrer. Det gør vi ved at tage billeder af dine nyrer med en særlig maskine, så lægen kan se på billederne.
|
-
Du skal have undersøgt dine nyrer. Det gør vi ved at tage billeder af dine nyrer med en særlig maskine, så lægen kan se på billederne.

-
Du skal møde på Børneafdelingen
Mens du er på Børneafdelingen, giver vi dig et stik i armen, hvor vi lægger et tyndt plastikrør ind i en blodåre. Herefter skal du videre til Nuklearmedicinsk Afdeling.
Du skal have en indsprøjtning
Når du kommer ind på Nuklearmedicinsk Afdeling, får du indsprøjtet en lille mængde radioaktivt sporstof i en blodåre. Sporstoffet løber ind i kroppen og finder dine nyrer, så vi kan tage billeder dem. Du skal vente i cirka 3 timer, fra sporstoffet er sprøjtet ind, og til vi kan tage billeder af dine nyrer.
Drik en masse, mens du venter
I ventetiden behøver du ikke være på sygehuset, men du skal drikke så meget, du kan. Det skal du, for at sporstoffet kan få hjælp til at flyde rundt i kroppen, og for at det kan blive skyllet ud igen bagefter. Du må gerne tisse i ventetiden.

Ligesom Tobi får du sprøjtet lidt sporstof ind i en blodåre. Sporstoffet suser ind i kroppen og leder efter dine nyrer.
Forbered dig på at ligge stille
Efter cirka 3 timer skal du ind til undersøgelsen. Sørg for at tisse lige inden, da det er vigtigt, at din blære er tømt, da du skal ligge helt stille i 1 time.
I alt varer undersøgelsen cirka 4 timer.

Tobis nyrer bliver undersøgt i maskinen, mens han ligger helt stille. Tobi leger at han er en burgerbolle, der skal en tur i brødristeren. Det gør ikke ondt at ligge i maskinen.
-
Smør tryllecreme på armen hjemmefra
Du skal have et stik i armen. For at det ikke skal gøre ondt, skal du smøre tryllecreme (Emla® eller Ametop®, som kan købes på apoteket eller hentes i Nuklearmedicinsk Afdeling) i begge albuebøjninger. Så kan du næsten ikke mærke det. Vi stikker der, hvor dine årer er tydelige. Smør med cremen, 1 time inden du skal møde.
Tag underholdning med
I den tid du har, hvor du skal vente, kan det være rart med lidt underholdning. Tag gerne noget med hjemmefra, fx en iPad, en bog eller et spil.
Drik godt med væske før og efter undersøgelsen
Du skal drikke godt med væske i døgnet før undersøgelsen og efter undersøgelsen. Det hjælper dig med at få sporstoffet hurtigt ud af kroppen igen.
-
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller den afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Nuklearmedicinsk Afdeling
Tlf. 97 66 55 00
Vi træffes bedst:
Mandag – torsdag 7.30 – 15.00
Fredag 7.30 – 14.30