Operation med fjernelse af pacemakersystem (ekstraktion)
-
-
Oprettelse af journal og indledende undersøgelser
Enten på operationsdagen eller dagen før skal du møde til en samtale med en læge og en sygeplejerske.
Vi måler også dit blodtryk og din temperatur, og du får lavet et hjertekardiogram (EKG).
De indledende undersøgelser skal sikre, at du ikke har infektion i kroppen, når du får fjernet dit pacemakersystem.
Vi anbefaler, at du tager en pårørende med til journaloprettelsen og de indledende undersøgelser.
Før operationen
Når du ankommer til sengeafsnittet, orienterer vi dig om og hjælper dig med forberedelserne til operationen. Har du uafklarede spørgsmål, er du velkommen til at stille dem til sygeplejersken.
Forud for operationen skal du eventuelt have fjernet hår på brystet, benet og i lysken.
Vi anlægger et lille plastikrør (venflon) i din håndryg, som vi bruger til at give dig medicin igennem. Du får let smertestillende medicin inden operationen.
Lige inden du bliver kørt ned til operationen, lægger vi et kateter i dit urinrør, som skal være der, indtil du bliver kørt tilbage på afdelingen.
Selve operationen
Du bliver modtaget af personalet på operationsstuen, som tager sig af dig under operationen.
Operationen foregår i fuld bedøvelse. I den forbindelse får du lagt et lille rør i pulsåren på indersiden af håndleddet, hvor der måles blodtryk og andre værdier gennem. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet. Du får den medicin, som skal bedøve dig, via venflonen, og du falder stille i søvn, mens narkosesygeplejersken holder en maske med ren luft foran din mund og næse. Når du sover, bliver der lagt et rør i din hals, som hjælper dig med at trække vejret. Vi fjerner røret igen, lige så snart du er vågen. Der sidder en narkosesygeplejerske hos dig under hele operationen.
Under operationen får du lagt et plastikrør i lysken, som vi fjerner igen, før du vågner. Bagefter skal du ligge næsten fladt i sengen i 1-3 timer for at undgå, at hullet efter plastikrøret springer op og bløder.
Operationen varer mellem 3 og 6 timer.
-
Vær opmærksom på blodfortyndende medicin
Er du i blodfortyndende behandling med Marevan® eller Marcoumar®, skal du fortsætte med denne behandling som vanligt, og INR-værdierne skal ligge mellem 2 og 2,5.
Er du i blodfortyndende behandling med Xarelto®, Pradaxa® eller Eliquis®, skal du holde pause med medicinen 2 dage før operationen.
Mød fastende til aftalen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden operationen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
Følg disse retningslinjer, medmindre lægen eller narkoselægen har givet dig anden vejledning.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i creme, da det gør det vanskeligt at desinficere din hud inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Foretrækker du at tage bad på sengeafsnittet om morgenen, er det også en mulighed.
-
Efter operationen bliver du kørt på en opvågningsstue, og når du er helt vågen, bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet.
Hvis du har det godt, og hvis det nye system fungerer, som det skal, kan du komme hjem dagen efter operationen. Hvis du ikke skal have et nyt system med det samme, vil der sammen med lægen blive lagt en plan for, hvornår det skal ske.
-
Undgå store bevægelser
Operationssåret skal have ro til at hele de første 14 dage efter operationen. Du må maksimalt løfte 2 kg. Du må gerne bruge armen til almindelige daglige gøremål som fx personlig hygiejne og påklædning, men du bør undgå store bevægelser som fx støvsugning og vinduespudsning.
Tag smertestillende medicin efter behov
Hvis du oplever smerte ved operationssåret, kan du lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb (paracetamol).
Brug plaster, så længe det siver fra såret
Du bør have plaster på, så længe det siver fra såret (cirka 1-2 dage). Du får et ekstra plaster med hjem.
Undgå at tage bad det første døgn
Du må gå i brusebad, når det ikke længere siver fra såret, dog tidligst efter 24 timer. Dup arret tørt de første dage efter operationen.
Undgå karbad, svømmehal og bad i havet
Gå ikke i karbad og svømmehal og undgå at bade i havet de første 14 dage, indtil arret er lukket.
Vær opmærksom på infektion
Hvis såret bliver varmt, rødt, ømt og hævet, kan det være et tegn på infektion. Sker det, skal du ringe til Pacemakerambulatoriet.
Kør først bil efter 1 uge
Som udgangspunkt må du genoptage bilkørsel 1 uge efter anlæggelse af ny pacemaker. Har du erhvervskørekort, gælder særlige regler.
Medbring pacemakerkort, hvis du skal ud at flyve
Skal du ud at flyve, vil lufthavnens metaldetektorer ofte registrere dit pacemakersystem. Det tager den ikke skade af, men du bør fremvise dit pacemakerkort. Ofte vil personalet guide dig uden om detektorerne.
Det meste elektroniske udstyr såsom mobiltelefoner, mikroovne og tyverialarmer påvirker ikke din pacemaker.
-
Risikoen for alvorlige komplikationer er 1,7 % og inkluderer:
- skade på blodkar
- rift i hjertet, som kræver hjertekirurgisk operation
- blødning ud i hinden omkring hjertet, som kan kræve anlæggelse af dræn
- blodprop i lungen eller hjernen
- blødning i brystkassen
- blodprop i blodåren
- sammenfald af lungen, som kræver anlæggelse af dræn i lungesækken
- luftvejsproblemer som følge af narkosen
- død.
-
Du skal til kontrol på sygehuset cirka 1 måned efter operationen, hvor den nye pacemaker er lagt. Du får tilsendt en tid.
Ved kontrollen får du udleveret dit pacemakerkort. Bær det sammen med dit sygesikringskort. Kortet skal forevises hos alle behandlere (især tandlæger), som så tager stilling til eventuelle forholdsregler.
Til fremtidige kontroller måler vi også batterikapaciteten på din enhed.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.