Før undersøgelsen anlægger vi et lille plastikrør (venflon) i en blodåre på din håndryg. Vi bruger plastikrøret til at give dig medicin igennem, hvis der er behov for det.
Både før og under undersøgelsen får du målt blodtryk. Før undersøgelsen får du også sat såkaldte EKG-elektroder på din overkrop.
Selve undersøgelsen består i, at du skal cykle på en kondicykel så længe som muligt (6-10 minutter), samtidig med at belastningen øges gradvist.
Den samlede undersøgelse inklusiv forberedelse varer cirka 45 minutter.
Efter undersøgelsen vil du få tilbudt vand at drikke.
Du bliver også informeret om undersøgelsens resultat og det eventuelt videre forløb. Senere orienterer vi også din egen læge om resultatet af undersøgelsen.
Tag eventuelt en pårørende med
Det er en god idé at tage en pårørende med, så både du og din pårørende kan høre resultatet af undersøgelsen. Din pårørende kan ikke være til stede under selve undersøgelsen, men må gerne være der før og efter.