Vi har fri besøgstid. Det vil sige, at pårørende må være til stede på de tidspunkter, hvor patienten har brug for det.
Vi opfordrer til, at besøg aftales med personalet på forhånd af hensyn til patientens behandling og de aktiviteter, vi har planlagt. Ring gerne og aftal et tidspunkt for besøg.
Børn må ikke komme på besøg
Børn under 18 år kan ikke komme på besøg i afsnittet. I de fleste tilfælde har vi mulighed for at arrangere besøg på anden vis.
Ankomst
Ved ankomst skal pårørende ringe på dørklokken. Personalet vil herefter åbne døren og sørge for at følge pårørende ned til patientstuen.
Medbragte genstande kan blive gennemgået før besøg
Af hensyn til sikkerheden på afsnittet kan pårørende blive bedt om at vise indhold af tasker, poser, lommer og andre medbragte effekter. Ønsker du ikke, at dine medbragte genstande gennemgås, skal de efterlades hos personalet under besøget, eller besøget kan blive aflyst. En gennemgang af genstande vil altid ske, mens du er til stede, og vil blive varetaget af to medarbejdere.
Besøg skal foregå på patientstuen eller i et samtalerum
Pårørende må ikke opholde sig i fællesarealerne eller haven af hensyn til andre patienters anonymitet og sikkerhed. Besøg skal derfor foregå på patientstuen eller i et samtalerum.
Pårørende må ikke ryge under besøget, hverken ude eller inde. Rygning skal foregå udenfor hospitalets arealer.
Vis hensyn
Pårørende skal altid vise hensyn og være parate til at forlade patientens stue, når vi udfører behandlings- eller plejeopgaver, eller hvis der skal tages andre særlige hensyn på stuen.
Der kan opstå behov for at begrænse besøgstiden
Der kan opstå behov for at begrænse besøgstiden i en periode - enten af hensyn til patienten eller afdelingen.